INDIVIDUELT HØRINGSSVAR I FORBINDELSE MED ’HELHEDSANALYSE AF DET DANSKE ADOPTIONSSYSTEM – DE STRUKTURELLE RAMMER OG TILSYNET’
Forfatter: May Britt Skjold
Det er afgørende at sikre at adoption er til barnets bedste, derfor er det nødvendigt med et dansk adoptionssystem, som har optimale muligheder for at understøtte dette.
Det er vigtigt at Danmark som modtagerland er i stand til i hver enkelt adoptionssag at vurdere om frigivelsesgrundlaget og subsidiaritetsprincippet i afgiverlandet er afprøvet efter højeste standard.
Det forudsætter at det danske adoptionssystem, når det indgår aftaler med afgiverlandene, på et tilfredsstillende grundlag er i stand til at bedømme hvorvidt procedurerne i afgiverlandet er af en sådan etisk og faglig standard at det med størst mulig sandsynlighed kan godtgøres at centrale og lokale myndigheder har levet op til disse to afgørende forpligtelser (frigivelsesgrundlaget og subsidiaritetsprincippet).
Med udgangspunkt i ovenstående er det min vurdering at model 2, som forslået i Helhedsanalysen bedst sikrer en sådan varetagelse.
Da faldet i adoptioner har været markant gennem de sidste 10 år og Danmark på nuværende tidspunkt sammenlignet med tidligere år modtager få børn, synes det oplagt at operere med kun en formidlende organisation. At adoptanter dermed fratages muligheden for at vælge mellem to organisationer er muligvis uhensigtsmæssigt set i et perspektiv, men set i et andet gør det det muligt at understøtte en mere etisk og faglig forsvarlig gennemførelse af adoptionen. Det vil også gøre den enkelte organisation mindre økonomisk sårbar. At operere med et driftstilskud fra staten vil kunne mindske risikoen for at en eventuel fortsat privat organisation vil ”høste” ansøgere til adoption, for at sikre indtægtsgrundlaget. Et sådant driftstilskud må dog på ingen måde være udregnet i forhold til antallet af hjemtagne børn, men skal budgetteres på baggrund af udgifter forbundet med løbende at understøtte en forsvarlig adoptionsproces gennem blandt andet et indgående kendskab til forholdene i afgiverlandene; hvorfor forlades børnene, hvordan beskyttes og hjælpes børn samt væsentlige andre forhold påpeget af ISS og UNICEF som centrale i sikringen af en bred forståelse af adoptionens udgangspunkt. Et sådant driftstilskud skal ligeledes sikre at en eventuel privat organisation har økonomisk overskud til at være juridisk opdateret på adoptionsområdet ved eksempelvis at kunne deltage i konferencer m.m.
Både DanAdopt og AC Børnehjælp har deres historiske basis i de første internationale adoptioner til Danmark og begge organisationer har gennem årene overvejende været ledet og administreret af personale, som selv er adoptanter. Det kunne være hensigtsmæssigt fremadrettet at vurdere om en eventuel fortsat private formidling af adoption i Danmark kunne have gavn af en professionalisering i retning af at opløse DanAdop og AC Børnehjælps historiske forankring i et adoptivforældre perspektiv.
For at understøtte princippet om at ”børn søger forældre” og ikke omvendt ”forældre søger børn” synes det oplagt at arbejde for ”at vende strømmen” så det bliver afgiverlandet der sender børn i forslag uden forudgående ansøgning fra konkrete ansøgere i Danmark. Umiddelbart virker det som en oplagt procedure i bestræbelsen på ikke at lægge pres på afgiverlandene og risikere at der matches børn, hvor frigivelsesgrundlaget og subsidiaritetsprincippet ikke er tilstrækkeligt efterprøvet. Det kunne fra de danske centralmyndigheder være et udvælgelseskriterium når det skal afgøres hvilke lande/regioner man vil samarbejde med. Det kunne samtidig være en form for hensigtserklæring i en eventuel forlængelse af en samarbejdsaftale at der i afgiverlandet arbejdes på en sådan procedure.
Begrebet ”betryggende samtykke” (s. 29) er juridisk vigtigt i forbindelse med understøttelsen af frigivelsesgrundlaget, men det er afgørende at være opmærksom på at jura og etik ikke altid går hånd i hånd heller ikke når det drejer sig om adoption. En biologisk mor kan godt have givet informeret og betryggende samtykke, men set i et etisk perspektiv ville det bedste for hende og hendes barn måske være at modtage relevant støtte, som kunne hjælpe hende til at beholde sit barn. Børn bliver også opgivet til adoption i dagens Danmark på trods af relativ kulturel frihed, øget social accept, juridisk sikkerhed og økonomisk velstand. Derfor vil adoption selv i et land som Danmark nogen gange være løsningen, men i de fleste afgiverlande har udsatte kvinder og sårbare familier ikke disse rettigheder, hvorfor adoption i visse situationer risikere at blive set som løsningen, hvor de ugunstige forhold i særlige tilfælde kunne være løst med få og enkle midler så barnet kunne være blevet i sin oprindelige familie. Etisk kan adoption derfor være problematisk selv når alle juridiske standarder følges til punkt og prikke. At tænke til ”barnets bedste” i bred forstand vil være at tage dette etiske perspektiv med ind i vurderingen af den enkelte sag. Dette er selvsagte en sag for afgiverlandet som suveræn stat at tage stilling til, men med udgangspunkt i et eventuelt hjælpearbejde kan det være hensigtsmæssigt som modtagerland at tilstræbe at yde bistand til lokale projekter, som støtter kvinders rettigheder, deres evne til at opretholde en stabil indtægt og andre lignende projekter som understøtter familiers muligheder for at blive sammen.
Som det sidste vil jeg gøre opmærksom på at jeg ser frem til at Helhedsanalysen forholder sig til godkendelsen af kommende adoptanter. Der er fra min side ingen tvivl om at det er nødvendigt med en grundigere vurdering af ansøgere til adoption. Hovedparten af ansøgere er relevant egnet til adoption, men der er ansøgere der godkendes, som ikke burde være blevet det, hvilket får katastrofale følger for deres barn/børn. Når danske myndigheder er involveret i at varetage et barns tarv via godkendelse af en adoptant/adoptanter er det absolut nødvendigt at en sådan godkendelse uden tvivl kan siges at være til barnets bedste. Sagsbehandlere bør derfor opgraderes i deres screening af ansøgere til adoption eller en sådan bør overgå til psykologer. Ikke at det nødvendigvis er nogen garanti. Det jeg gerne vil understrege her er behovet for at se kritisk på godkendelsessystemet.
Det er desuden min vurdering at det vil være til familiens bedste hvis særlige adoptivfamilier som udgangspunkt anses for at være familier med øget behov for støtte og derfor som standard tilknyttes relevant fagperson med løbende og obligatorisk opfølgning (ikke alle familier henvender sig til PAS). Dette kan enten være med udgangspunkt i barnet (tidlig fødsel, sen-adoption, traumatiske forhold før adoptionen, gadebørn m.m.) eller med udgangspunkt i adoptanten/adoptanternes baggrund (faktorer som man ved øger risikoen for skilsmisse, alkoholmisbrug, tilknytningsvanskeligheder fra forældrenes side m.m.).
May Britt Skjold, 2000-2014 kursusleder ved de adoptionsforberedende kurser, privat praktiserende psykolog med speciale i adoption.