Adoptionskonference – ICAR4

Af May Britt Skjold – 25. aug. 2013

Fra d. 7. juli til d. 11. juli 2013 deltog jeg i den 4. International Conference on Adoption Research (ICAR4) i Bilbao på Spaniens nordkyst. En dejlig by. Jeg var dernede i min egenskab af kursusleder ved de adoptionsforberedende kurser.

I mine år i adoptionsmiljøet, som rækker tilbage til 1994, har det undret mig, hvad der gør, at Danmark har en særlige position som et land uden institutioner, der i et vist omfang føler sig forpligtet til at beskæftige sig systematisk og kontinuerligt med adoption. En enkelt undersøgelse i ny og næ er ikke nok, da adoptionsfeltet som alt andet i verden er i evig forandring. Det er relevant at spørge til hvilken betydning det får for forståelsen af adoption i Danmark og ikke mindst til den akkumulerede viden om adoption. Så længe der ikke findes faktuel viden, der tager direkte udgangspunkt i danske forhold, bliver det så godt som umuligt at sætte relevant ind og regulere rådgivning og øvrige foranstaltninger, så de matcher konkrete danske forhold.

Alle fremlæggelserne på ICAR4 kom fra forskere og praktikere fra lande uden for Danmark. Især USA, England og Spanien var stærkt repræsenteret. Da deres forskning er funderet i adoptionsforhold som adskiller sig fra forholdene i Danmark, kan det være svært direkte at overføre resultaterne fra den udenlandske forskning til danske forhold.

Spanien er et nyt land i adoptionssammenhænge. De taler om at have oplevet et “adoptionsboom” inden for de sidste 10 år og der er emner vedrørende adoption som er nye for dem. For at blive klogere har de iværksat forskning i et omfang, hvor Danmark må siges at halte ubehjælpsomt bagefter.

USA og England har mange nationale adoptioner både interracialt og ikke-interracialt hvilket afspejles i deres forskning. Eksempelvis blev der fremlagt en engelsk undersøgelse, hvor adoptivfamilien bestod af far og far og barn. Det var en meget spændende undersøgelse, men børnene i disse familier var bortadopteret fra engelske familier (kaukasiske) og derfor indgik den inter-raciale faktor ikke.

Et andet relevant emne når det kommer til forskning i adoption handler om det faktum at en overvejende del af forskerne er personligt involveret i adoption, typisk som adoptivforældre. Det subjektive kan sjældent trækkes helt ud af forskningen, og derfor er det altid vigtigt at spørge hvad det betyder for forskningsfeltet. Dette gælder også adoption hvor forskningen i overvejende grad er defineret af adoptivforældrenes perspektiv. Hvis adoptionstrekanten trækkes ind her ville det være ideelt om de to andre positioner, den adopteredes position og den biologiske position var repræsenteret i lige omfang. Det er en utopi, men det er værd at være opmærksom på det magtforhold der ligger i definitionsretten til adoption. Hvordan ville forskningsfeltet f.eks. se ud hvis det overvejende var adopterede der undersøgte adoptivforældre, eller hvis biologiske familier skulle vælge forskningsemner? Hvad ville disse to sidste grupper finde interessant og hvad ville resultaterne betyde for vores forståelse og opfattelse af adoption?

Et ønske: mere dansk forskning
Der blev fremlagt meget spændende forskning på ICAR4, noget var nyt og noget var hørt før. Det blev gennem de fire konferencedage tydeligt hvor specifikt forankret i nationale forhold de enkelte landes forskning er. Med det udgangspunkt blev det åbenlyst hvor vanskeligt for ikke at sige umuligt det er at overføre denne forskning til danske forhold, da adoptionsområdet i Danmark på afgørende områder adskiller sig fra andre lande der modtager børn til adoption. Det gælder procedure for godkendelse af adoptivforældre samt forberedelse af dem. Det gælder gruppen af adoptivforældre og gruppen af børn til adoption, hvor eksempelvis USA og England har mange nationalt adopterede. Det gælder de juridiske forhold, hvor enkeltlandene i deres nationale lovgivning kan adskille sig fra hinanden samt landenes administration af retningslinierne i Haager Konventionen.

En konsekvens af den manglende forskning i danske forhold er at det bliver svært at udtale sig specifikt om adoptionsforholdene i Danmark. Det bliver svært for adopterede, for adoptivforældre og for biologisk familie samt for professionelle, politikere og øvrige meningsdannere på adoptionsområdet. Jeg kan eksempelvis godt som professionel (psykolog) udtale mig om adoption, men jeg bør være opmærksom på, at det jeg siger ofte refererer til sammenhænge, som ikke nødvendigvis modsvarer danske forhold, en kendsgerning der betyder at jeg skal huske at udtale mig med et vist forbehold. Jeg kan sige meget om adoption og resultater fra udenlandsk forskning, men jeg kan reelt ikke sige meget om adoption i Danmark.
Det vil derfor være kærkomment med en diskussion i Danmark om betydningen af den mangelfulde forskning og en fremlæggelse af relevante bud på hvem der kan tænkes at tage ansvar for en sådan forskning.

Det er svært at forstille sig et dansk videnscenter om adoption uden et minimalt fundament af forskningsbaseret viden om basale adoptionsforhold i Danmark. Tanken om et videnscenter er en god ide, men det er vigtigt at være opmærksom på at der mangler forskning i danske adoptionsforhold.