Nyt blik på adoption
TænkAdoption, er en nyetableret uafhængig tænketank, der sætter kritisk fokus på adoption og adoptionsrelaterede emner og dermed ønsker at nuancere den danske debat om adoption. (Download PDF version her)
Behovet for at gentænke det eksisterende adoptionssystem er i høj grad aktualiseret af dokumentarfilmen Adoptionens Pris, den verserende debat om transnational adoption og den forhenværende Socialministers nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skal undersøge adoptionspraksis.
Det faglige råd er kernen i TænkAdoption og består af 5 rådsmedlemmer, som på forskellig vis har praktisk erfaring og forskningsbaseret viden om adoption. De har det til fælles, at de selv er adopterede, og de peger på, det er afgørende at få inddraget det store videns- og erfaringsgrundlag, som eksisterer blandt voksne adopterede.
TænkAdoption holdt stiftende generalforsamling den 27. maj 2013. På mødet blev der valgt medlemmer til bestyrelsen og ikke mindst det faglige råd, som er hjernen bag tænketanken.
Det faglige råd består af Sharmila Holmstrøm Juhlin, adjunkt, ph.d.-stipendiat, Lene Myong, adjunkt, ph.d., Jacob Ki Nielsen, ph.d.-stipendiat, Maj Eun Herløw, cand.scient.anth., og May Britt Skjold, cand.psych.
Tænketankens formål
TænkAdoption har til formål at skabe et forum, hvor nye og interdisciplinære perspektiver på adoption og adoptionsrelaterede temaer kan udvikles med henblik på at forbedre lovgivning, etik, politik og praksis inden for adoptionsområdet i Danmark. Vores ambition er at nuancere eksisterende holdninger og producere kritisk viden om adoption og adoptionsrelaterede emner.
For mere information
Koordinator for det faglige råd: Lene Myong
lm@taenketankenadoption.dk
Medlem af det faglige råd: May Britt Skjold
mbs@taenketankenadoption.dk