Notat til Dialogmøde indkaldt af Social-, Børne- og Integrationsministeriet den 22. oktober 2013 i forbindelse med helhedsanalyse af det danske adoptionssystem. Download som PDF her
I Kommissorium for en helhedsanalyse (Socialministeriet, 28. juni 2013) udstikkes syv hovedpunkter (se s. 7-8) i relation til det danske adoptionssystem, som skal undersøges af en ministeriel arbejdsgruppe, der blev nedsat i foråret 2013. De syv hovedpunkter retter sig mod at optimere det eksisterende system gennem at identificere svagheder og derefter justere systemet. Hermed bliver der ikke åbnet op for en dyberegående analyse og vurdering af, hvorvidt – og ud fra hvilke principper og på hvilket grundlag – transnational adoptionspraksis fortsat (skal) praktiseres. I den forstand indeholder kommissoriet ikke en anerkendelse af, at transnational adoption som interventionsform kan og bør diskuteres på mere principiel vis.
Derimod reproducerer kommissoriet herskende forestillinger om transnational adoption som altid allerede hensigtsmæssig. De forandringer, som helhedsanalysen dermed tænkes at skulle afstedkomme, er på så vis meget begrænsede, og de sigter først og fremmest på at forandre udvalgte aspekter af systemet med henblik på at garantere en videreførsel af adoptionssystemets gældende præmisser.
Dét, at kommissoriet ikke rummer mulighed for at undersøge og vurdere transnational adoption på mere principiel vis, er på mange måder problematisk. Dels fordi der i mere end 60 år er blevet adopteret børn til Danmark. Dels fordi transnational adoption konstituerer en vidtrækkende interventionsform, som medfører væsentlige konsekvenser for alle involverede parter. At tage for givet at statssanktionerede interventioner i udgangspunktet er hensigtsmæssige – og derfor ikke står til diskussion – kan aldrig være til fordel for interventionens ’svageste’ parter (her tænkes især på barnet og de afgivende forældre).
Til nærværende dialogmøde er der indbudt en række aktører, som ikke tidligere har haft nævneværdig indflydelse på udformningen af det danske adoptionsområde. Dette er positivt, men tilstedeværelsen af nye aktører bør følges op med en kritisk revurdering af hvilken viden, der (skal) tillægges vægt, når det handler om adoption. Hidtil er det danske adoptionssystem nemlig i helt særlig grad blevet formet af medicinske diskurser og udviklingspsykologiske teorier, der har fastholdt og fikseret det adopterede barn som til tider patologiseret vidensobjekt.
Denne vidensøkonomi har privilegeret specifikke faggrupper og discipliner: Det adopterede barn som overeksponeret vidensobjekt og den oprindelige forælder som usynliggjort adoptionsaktør har derimod betalt prisen for en vidensøkonomi, som har understøttet transnational adoptionspraksis. En analyse må derfor som det første skridt bryde med det eksisterende vidensregime og inddrage helt andre former for viden. Dette udgør præmissen for at udtænke nye analytiske perspektiver på adoption.
Nærværende notat skal dermed læses i lyset af ovenstående forbehold.
Hovedelement 1: Hvilke lande Danmark skal samarbejde med, herunder betydningen af Haagerkonventionen. Hvilke faktorer skal være afgørende for, hvilke lande Danmark samarbejder med?
I en dansk kontekst fremhæves Haagerkonventionen ofte som den vægtigste juridiske autoritet på adoptionsområdet. Haagerkonventionen afviger dog i nogen grad fra eksempelvis FNs Børnekonvention (CRC) og The African Charter on the Rights and Welfare of the Child (ACRWC), som også nævner transnational adoption. Sidstnævnte konvention er ratificeret af en række lande som Danmark samarbejder med. Haagerkonventionen synes at fremhæve familien (det der på engelsk kaldes ’family environment’) som foretrukket opvækstmiljø for et barn, hvorimod CRC og ACRWC i højere grad peger på, at andre omsorgsarrangementer, som plejefamilier og institutionalisering, også kan udgøre et alternativ til transnational adoption.
Haagerkonventionen hviler med andre ord på en antagelse om, at det bedste for et barn altid vil være at vokse op i en familie. Denne familie-centristiske antagelse er dog langt fra uproblematisk. For det første kan man spørge til, hvilke omsorgsarrangementer der efter vestlige standarder overhovedet kan gøre sig genkendelige som ’familie’, og dermed opnå en privilegeret status. Og for det andet kan man spørge til det forhold, at retten til et ’familieliv’ synes at blive givet forrang i forhold til andre rettigheder, som fx barnets ret til at bevare sin identitet, navn, familieforhold og nationalitet (som stadfæstet i FNs Børnekonvention). De juridiske rammer omkring transnational adoption trænger med andre ord til at blive grundlæggende problematiseret og gentænkt.
En analyse må derfor som minimum tage højde for, at det ikke er uproblematisk, at særligt Haagerkonventionen, og i nogen udstrækning også FNs Børnekonvention, hviler på en forestilling om, at adoption (hvis den gennemføres i overensstemmelse med gældende regler) altid er i barnets tarv. En sådan antagelse er grundlæggende problematisk, dels fordi den meget stærkt privilegerer adoption som interventionsform, dels fordi barnets tarv gøres til en universel sandhed fremfor at blive anskuet som en historisk og kontingent kategori.
Hovedelement 2: Sammenkoblingen mellem adoptionsformidling og børnehjælpsarbejde. Kan og bør der ske en adskillelse af adoptionsformidlingen og børnehjælpsarbejdet?
Direkte donationer fra adoptionsformidlende instanser til børnehjem og andre velfærdsaarrangementer bidrager til at skabe meget kraftige incitamenter til at finde og anvise børn til bortadoption i afgiverlandene. Etableringen af børnehjem og andre omsorgsinstitutioner kan være drevet af mange interesser, både altruistiske og økonomiske; i begge tilfælde kan der opstå stærke ønsker om at tiltrække børn, der kan bortadopteres, for derigennem at tilvejebringe muligheder for børn, som ikke selv kan bortadopteres, fx på grund af alder eller psykiske og fysiske handicap, der ikke anses som attraktive fra modtagerlandenes side. I den forstand kan et børnehjem ikke siges at udgøre en statisk og given institution, hvis indbyggertal udsiger et proportionelt behov for adoption. Måske fortæller indbyggertallet nærmere noget om, hvor lukrativ en forretning adoption kan være.
En analyse af adoptionssystemet – og dermed den uigennemskuelige transnationale økonomi som det bygger på – bør derfor, og helt grundlæggende, forholde sig kritisk til de økonomiske incitamentsstrukturer, som skaber store interesser i at vedligeholde adoption. Samtidig er det klart, at der både findes børn og institutioner, som har akut og vedvarende behov for økonomisk bistand. I den forstand er det afgørende, at hvis/når der sker en adskillelse af adoptionsformidling og humanitært børnehjælpsarbejde, at det så ikke bliver ensbetydende med, at der tilføres færre midler til opbygningen af børnevelfærd i afgiverlandene. Omlægning af donationer til fx bilaterale udviklingsprojekter må ske på en måde, så det ikke gør incitamentsstrukturen endnu mere uigennemsigtig.
En analyse må derudover overveje, hvordan Danmark bør forholde sig til det faktum, at transnational adoption kan bidrage til, at afgiverlandene ikke selv investerer tilstrækkelige midler i velfærdsydelser. Danmark adopterer stadig børn fra eksempelvis Sydkorea, der har oplevet en voldsom økonomisk vækst, men som samtidig er det OECD-land, der proportionelt allokerer færrest midler til velfærd. Bortadoption af op mod 200.000 børn fra Sydkorea siden 1950’erne har kanaliseret store pengesummer ind i den privatejede velfærdsindustri i Sydkorea. En analyse må inddrage overvejelser i forhold til, hvordan Danmark bør forholde sig til situationer, hvor afgiverlande systematisk og gennem mange årtier udbygger den transnationale adoptionsindustri fremfor at prioritere opbygningen af offentlig velfærd.
Hovedelement 3: Godkendelsen af kommende adoptanter med henblik på at styrke gode adoptionsforløb. Er der elementer og/eller hensyn, der overses i godkendelsesforløbet?
Det er helt afgørende, at der fra dansk side bliver produceret mere forskningsbaseret viden, som belyser godkendelsesprocessen og dermed hvilke ’forældertyper’, som systemet genkender som egnede og kvalificerede. Godkendelsesprocessen hviler både på en række målbare krav om indtægt, alder, helbredstilstand, etc. Men processen bygger også på vurderinger foretaget af socialrådgivere og andet fagpersonale. Disse vurderinger kan ikke undgå at være informeret af bestemte normer om slægtskab, forældreskab, barneliv, race og forskellighed, som ikke nødvendigvis står nedskrevet i en manual.
En analyse må især spørge ind til, om det eksempelvis forholder sig sådan, at psykologiske egenskaber, der genkendes som relevante for tilknytningsprocesser, vægtes højere end forståelse af diskrimination og racismeproblematikker? Ligeledes gælder det for de adoptionsforberedende kurser: hvilken viden og overvejelser prioriteres det her, at de kommende adoptanter skal introduceres til?
Hovedelement 4: En forbedring af støtten til adoptanter før og efter hjemtagelse af et barn. Hvilke elementer bør indgå i en PAS-ordning?
Post Adoption Service (PAS) reduceres ofte til et spørgsmål om psykologisk rådgivning af adoptanter og adopterede. Denne snævre forståelse af PAS ekskluderer for det første de afgivende forældre, og for det andet kobler den på entydig vis PAS til terapiformer som oftest retter sig mod at skabe tilknytning mellem det adopterede barn og adoptanterne. Derved opretholdes et fokus på barnet som passivt vidensobjekt, hvis tilknytningsproblemer skal afhjælpes igennem psykologisk rådgivning. Sådanne forestillinger er problematiske, idet de ofte bidrager til kollektiv patologisering af adopterede (en tendens som er udbredt i adoptionsfeltet jf. bilag med analysenotat).
Det er derfor nødvendigt, at der anlægges et meget bredere perspektiv på, hvad PAS kan indeholde – og dermed at skabe en PAS-ordning, som ikke kun sigter på at styre og omforme relationer og affekter i regi af kernefamilien. Et stigende antal adopterede ønsker eksempelvis at opsøge deres første familier og/eller remigrere til de lande, som de er adopteret fra. Et eksempel er Sydkorea, men i de kommende år vil det sandsynligvis også komme til at gælde for lande som Kina og Etiopien. Der kan være store udfordringer forbundet med både opsøgning og remigration, og her spiller organisationer, som delvist er drevet af adopterede, en stor rolle (se fx G.O.A.’L og KoRoot i Sydkorea). Disse organisationer bør støttes i regi af PAS.
I den forstand må en analyse forholde sig kritisk revurderende til hvilke initiativer, der genkendes som PAS. Men også til hvilke aktører og perspektiver, der skal informere en sådan ordning. Hvordan kan man eksempelvis implementere et børneperspektiv på de aktiviteter, som fremmes? Og hvordan kan ordningen bygges op omkring adopteredes egne kompetencer fremfor at blive ’ejet’ af psykologer og terapeuter?
Hovedelement 5: Muligheden for åbne adoptioner, herunder procedurer i forhold til opfølgningsrapporter. Hvilke overvejelser er vigtige i forbindelse med spørgsmålet om åbne adoptioner?
Diskussionen om åbne adoptioner er især en konsekvens af en stigende fokusering på spørgsmålet om de afgivende forældres (manglende) rettigheder i adoptionsfeltet, hvor man har anset den lukkede og såkaldt stærke adoption for at være mest hensigtsmæssig. På den baggrund indebærer grader af åbenhed et potentiale for at anerkende de afgivende forældres eksistens og tildele dem rettigheder i forhold til at bevare kontakt til barnet, uden at det derved betyder, at åbne adoptioner udvisker magtforholdet mellem adoptanter og afgivende forældre. Værdien ved åbne adoptioner kan på den måde være af væsentlig betydning.
Det er dog afgørende, at en analyse indeholder overvejelser i forhold til, hvordan en sådan ordning kan implementeres, så åbne adoptioner ikke ender med at blive reduceret til et frivillighedsprincip, som foregår på adoptanternes præmisser. En analyse må også medreflektere, hvordan systemet sikrer sig, at åbne adoptioner ikke bliver til en papirrettighed for de afgivende forældre? Hvordan forestiller man sig, at disse forældre skal oplyses om deres rettigheder til at søge samvær? Og hvordan skal de kunne gøre brug af disse rettigheder? Dette er spørgsmål, som ikke alene handler om økonomiske ressourcer, men også om regler for migration, opholdstilladelse og familiesammenføring.
Hovedelement 6: Organiseringen af adoptionsformidlingen ud fra et krav om etisk forsvarlige adoptioner. Hvordan sikrer vi en gennemskuelig, enkel og oplyst adoptionsformidling?
Med efterlysningen af ideer til, hvordan man fra dansk side sikrer en gennemskuelig, enkel og oplyst adoptionsformidling konstrueres en sådan adoptionsformidling (enkel og oplyst) samtidig som et realiserbart mål. Men er den egentlig det? Og på hvilket grundlag bliver det taget for givet, at en sådan adoptionsformidling er realiserbar?
Spørgsmålet er, hvad kravet om enkel og oplyst adoptionsformidling fortæller om herskende forståelser af de komplekse magtforhold og transnationale dilemmaer, som er et vilkår for adoption? Forestiller man sig, at kompleksiteten kan rummes og ordnes i et enkelt og oplyst system? Eller forestiller man sig, at kompleksiteten måske slet ikke er så kompleks endda?
Når kommissoriet på så vis opstiller en enkel og oplyst adoptionsformidling som et krav og et realiserbart mål, er det indlysende at der opstår et pres for netop at opfinde en sådan adoptionsformidling. Men hvad gør dette krav ved transnational adoption? Og hvilke kompleksiteter må betale prisen for at blive skrællet væk og af i denne proces?
En analyse må på denne baggrund forholde sig reflekterende i forhold til, hvad der overhovedet bliver genkendeligt som etisk forsvarligt. Kan man eksempelvis forestille sig en ’etisk forsvarlig’ adoptionsproces uden at medtænke (manglen på) alternativer til adoption?
Hovedelement 7: Tilrettelæggelse af et skærpet tilsyn. Hvad er succeskriteriet for et skærpet tilsyn og hvilke forventninger er realistiske?
Et af de store problemer, med det danske tilsyn, er, at det på ingen måde har haft faglig ekspertise til at vurdere de regionale, kulturelle og nationale afgiverkontekster, og herunder de partnere som de danske adoptionsformidlende organisationer samarbejder med. Dertil kommer, at tilsynet og de formidlende organisationer har været alt for sammenspiste – fx ved at tilsyn og organisationer sammen har besøgt afgiverlandene.
Det at tilsynet, forstået som Adoptionsnævnet og Ankestyrelsen, på mange måder har manglet ekspertise til at vurdere situationen i afgiverlandene, spejler desværre det forhold, at man fra dansk side stort set ikke har produceret (forskningsbaseret) viden om, hvordan adoptionsformidling finder sted i afgiverlandene, på hvilken baggrund (juridisk, kulturelt og socialt) adoption finder sted, og hvad de langsigtede konsekvenser har været for de mennesker, som mister børn til adoption. Det må give stof til eftertanke og selvransagelse, at disse former for viden ikke er blevet prioriteret i et ellers ressourcestærkt modtagerland som Danmark.
Set i dette lys må en analyse spørge kritisk ind til opdelingen af ansvar. Fra dansk side er det primært blevet set som afgiverlandenes ansvar at sørge for, at gældende regler og standarder på området overholdes, så længe barnet befinder sig i netop afgiverlandet. Der er dog meget, som tyder på, at denne (nationale) arbejdsdeling især er til fordel for de kræfter i både afgiver- og modtagerlande, som har en interesse i at understøtte og vedligeholde transnational adoption, og som ikke vil kigges over skulderen af andre. Der kan opstå stærke investeringer i ikke at vide noget om, hvad der foregår uden for ens eget nationale ansvarsområde.
Dette rejser samtidig helt grundlæggende spørgsmål til hvilke former for viden, der over tid har fået lov til at konstituere adoptionsfeltet, men også hvilke former for uvidenhed der har fået lov til at leve og vokse sig fast på baggrund af en en sådan ansvarsfordeling. For de børn, på hvis vegne der træffes beslutning om transnational adoption, og for de familier, der – måske i mangel på andre muligheder – afgiver børn til adoption, er det svært at se denne ansvarsdeling som en fordel.
Notatet er udarbejdet af følgende medlemmer af TænkAdoption:
Maj Eun Herløw
Sharmila Holmstrøm Juhlin
Lene Myong
Jacob Ki Nielsen
* * *
Tillæg til Notat v/Jacob Ki Nielsen
Bidrag til Dialogmøde indkaldt af Social,- Børne- og Integrationsministeriet den 22. oktober 2013 i forbindelse med helhedsanalyse af det danske adoptionssystem.
Der takkes for indkaldelsen.
I Kommissorium for en helhedsanalyse (Socialministeriet, 28. juni 2013) udstikkes syv hovedelementer. Nærværende er et individuelt bidrag som kommentar til kommissoriet samt svar til Hovedelement 4, 5 og 6.
Jf. “Notat til Dialogmøde” (se note) også med undertegnede som medunderskriver efterlyses et fokus på adoption som et etisk spørgsmål (note 1). Hvad er adoption? er det en etisk forsvarlig praksis?
Der inviteres derfor til at medtænke reproduktiv/forplantningsmæssig ret som et etisk rammebegreb i analysen. Som påpeget af flere aktører inden for adoptionsfeltet i de senere år er adoption et produkt af globaliseringen og kan ikke isoleres som en enkeltstående hændelse, men må betragtes om en del af et kontinuum. (note 2). Med få vigtige undtagelser accepteres reproduktiv ret i Danmark og er siden 1960erne blevet en dominerende faktor i modtagerlandene, når det gælder ønsket om at få børn. Reproduktiv ret indebærer information om et sikkert sexliv, adgang til prævention samt abort og retten til at træffe informerede valg om, hvornår, og med hvilke intervaller man vil have børn. Et centralt aspekt af reproduktiv ret er støtte til familiebevarelse særligt i form a støtte til enlige forsørgere. Man kan spørge, om der i hævdelsen af egen reproduktiv ret samtidig reproduceres en etisk dobbeltstandard i det nuværende system? F.eks., anses et fattigt, “brunt,” ortodoks kristent, etiopisk familieliv mindre bevaringsværdigt end en liberal, kristen, “hvid,” dansk familie?
Hovedelement 4
I fortsættelse af spørgsmålet om den anvendte adoptionsetik påpeges her et eksisterende syn på adoption som en ’hjælp’ og en ’hjemtagelse’ som udtrykt i kommissoriet, eftersom dette menes at afspejle en dominerende adoptionsetik, der i udgangspunktet placerer barnet i en symbolsk underskudsposition. Dette gør sig også gældende i PAS-diskurs for eksempel i brug af udtryk såsom ’børnenes tilpasning’ og ’tilknytningsvanskelighed.’ (Note 3). I analysen af PAS inviteres derfor til at indtænke barnet som en global medborger, der tages ud af sin etniske (nationale, religiøse), raciale, kulturelle og socio-økonomiske sammenhæng.
Hovedelement 5
Der inviteres til at medtænke kontakt som retten til at få adgang. Det vil sige, den adopterede har ret til at kunne kontakte sin biogenetiske familie. Kontakt og adgang indebærer ikke nødvendigvis ret til at have et familiært forhold til biofamilie, men forskning påpeger, at der er en sammenhæng mellem skabelse af selvbiografiske fremtidsvisioner og oprindelseshistorie. (Note 4). Det anses i udgangspunktet som en menneskeret at have adgang til sin oprindelseshistorie, såfremt dette er muligt. I en verden, der idealiserer biogenetisk slægtskab (biologocentrisme), der for eksempel viser sig gennem en dyrkelse af arv og slægtskabshistorie, stilles adoptivfamilien, men særligt den adopterede, der er fraholdt sin oprindelseshistorie, i et konsekvent symbolsk underskud. Omvendt, indebærer en blokering af kontakt imellem den adopterede og bio-familie en form for frarøvelse af forholdet imellem mennesker, hvis slægtskabsrelation ofte er brudt under ekstreme og pressede socio-økonomiske, politiske og kulturelle omstændigheder. For eksempel antages at private adoptionsselskaber i Sydkorea har praktiseret sådanne blokeringer i form af fabrikation af adoptionsdokumenter indtil ca. 1990, ligesom det der nu kaldes for børnehøsteri også har været et kendt fænomen blandt de private adoptionsselskaber samme sted. (Note 5).
Hovedelement 6
Her gentages ønsket om afsøgning af alternativer til adoption. Dog er det velkomment, at dette element er indskrevet i kommissoriet. Det er undertegnedes håb, at mulighed for en afprivatisering af det danske internationale adoptionssystem inddrages i analysen med særligt henblik på at skabe transparens og reducere antallet af aktører, led, agendaer og med staten som den ansvarlige for forflytningen af de små globale medborgere. For eksempel kunne en ændring af det danske adoptionssystem være, at man adopterede en australsk model, der har vist sig fleksibel og åben over for nye omstændigheder og ikke mindst i forhold til ny viden. Det anses som vitalt, at en evt. afprivatisering erstattes af et transparent og relativt åbent system med en uafhængig, ikkestatslig kontrolinstans med deltagelse af adoptionsfeltets aktører i civilsamfundet.
Individuelt bidrag fra medlem af Tænketanken Adoption
Jacob Ki Nielsen
NOTER
1 ‘Notat til Dialogmøde indkaldt af Social,- Børne- og Integrationsministeriet den 22. Oktober 2013 i forbindelse med helhedsanalyse af det danske adoptionssystem’ d. 29. September 2013 af Maj Eun Herløw, Sharmila Holmstrøm Juhlin, Lene Myong, og Jacob Ki Nielsen medlemmer af TænkAdoption. Se også ‘Svar til Folketingets Socialudvalg’ d.31. august 2012 af Jacob Ki Nielsen og Merete Laubjerg.
(tilgængelig via Folketingets hjemmeside).
2 Se for eksempel ’International adoption i en global verden’ artikel i Information d. 13. marts 2009 af Maja Lee Langvad
3 For adoptivforældres selvkritiske overvejelser se for eksempel De Bedste Hensigter (2005/2010) af Cheri Register, Kanonkongen Barnet (2011) af Jacques Berg.
4 ‘The reality of the past versus the ideality of the future: emotional valence and functional differences between past and future mental time travel’ artikel i Mem Cogn (2013) af Anne S. Rasmussen & Dorthe Berntsen.
5 For eksempel Into the Arms of America: The Korean Roots of International Adoption (2008) af Arissa Hyun Jung Oh, PhD afhandling (upubliceret).