Kronik af Sharmila Holmstrøm Juhlin, Information den 2. april 2014
Forskning i adoption foregår i dag på et meget ensartet og smalt grundlag. Fortsætter vi ad den kurs, som Landsforeningen Adoption og Samfund har udstukket, vil det blot føre til yderligere stigmatisering af adopterede.
Tirsdag den 25. marts 2014 var Landsforeningen Adoption og Samfund vært for en høring på Nationalmuseet i København med overskriften »Hvad skal et Videns- og Formidlingscenter indeholde?«
Ideen om et Videns- og Formidlingscenter på adoptionsområdet er hverken ny eller kontroversiel. Vi har at gøre med et felt, hvor øget viden og systematisk erfaringsopsamling efterspørges konstant. Ikke desto mindre er der fare for yderligere stigmatisering af adopterede, hvis vi opretter et center, som har til opgave at indsamle og formidle viden ud fra en helt særlig adoptionsfaglighed.
I sit forslag til finansloven 2014 foreslår Landsforeningen Adoption og Samfund ganske belejligt sig selv som en del af et kommende Videns- og Formidlingscenter ved at henvise til såkaldt adoptionsfaglig ekspertise.
»Når et barn mister sine biologiske forældre, brydes denne tilknytning, og risikoen for en tilknytningsforstyrrelse med heraf følgende psykiske lidelser som personlighedsforstyrrelser, ADHD-lignende symptomer, angst, relationsforstyrrelser, øget kriminel adfærd, sproglige udfordringer med mere øges. Disse udviklingsforstyrrelser er kendt inden for det psykologiske fagområde,« lyder det blandt andet i interesseorganisationens forslag.
Psykopatologien sejrer
Som citatet antyder, er denne adoptionsfaglige ekspertise tæt forbundet med nogle helt særlige problematiseringer af adopterede og deres livssituation – problematiseringer, der er dybt indlejrede i et psykopatologisk paradigme, hvor den adopterede tilskrives og fremskrives som ikkesund, afvigende og uden for det normale. Endvidere knytter Adoption og Samfund ønsket om et Videns- og Formidlingscenter tæt sammen med et påstået behov for flere midler til Post Adoption Services (PAS). Hvis bare vi kunne få flere midler til PAS, kunne vi varetage det uendelige behov for hjælp til adoptivfamiliens tilknytningsforstyrrede hverdagsliv, er den underforståede pointe. Og det kræver altså et helt særligt Videns- og Formidlingscenter, hvis denne forudsatte anomali skal afhjælpes, forstår man.
Det er med andre ord en særlig adoptionsfaglighed, der er dominerende. En adoptionsfaglighed, der retter sit fokus mod den adopterede, dennes fortid og efterfølgende fremtid med store registerundersøgelser af, hvordan de adopterede har det. Trives de? Dyrker de fritidsinteresser med samme frekvens som ikke-adopterede? (Godt). Gifter de sig i samme omfang som ikke-adopterede? (Godt). Frekventerer de i højere grad en psykolog end ikke-adopterede? (Ikke godt).
Det problematiske i denne type undersøgelser er ikke, at de udføres og genererer viden, men at de genererer en særlig viden på bekostning af andre vidensformer.
En anden type spørgsmål
Det er heller ikke problematisk, at der findes kvalitative studier af adopteredes identitet og identitetsforståelser. Men hvor er den vidensproduktion, der eksempelvis undersøger transracial adoption i en samfundsmæssig sammenhæng? Hvor er den vidensproduktion, som retter sit videbegær mod slægtskabsforståelser, mod familiekonstruktioner, mod racisme, globalisering, migration og mod sociale identitetskonstruktioner? Hvor er den kritiske forskning, der kontekstualiserer adoption i forhold til antropologiske, pædagogiske og humanistiske forskningsretninger? Hvor er den kritiske forskning, som ikke kun tager udgangspunkt i den adopterede som vidensobjekt, men i stedet udvider genstandsfeltet til andre forskningsfelter, som adoption er indlejret i?
Først når vi inddrager andre vidensformer og forskningsgenstande, kan vi begynde at stille en anden type spørgsmål. Hvorfor antager PAS den nuværende form? Kunne andre områder være i adoptionsfeltets interesse? Og kunne de bruges mere konstruktivt i debatten end adopteredes potentielle tilknytningsforstyrrelse og potentielle kriminelle løbebane? Kunne man vove at spørge til, om midlerne i stedet kunne gå til fri forskning, til voksne adopteredes remigration eller til afgiverlandene og så videre.
Et Videns- og Formidlingscenter må vriste sig fri af adoptionsfeltets eksisterende og magtfulde logikker om, at vi med viden kan behandle os ud af alt, og i stedet løfte blikket mod adoption i et samfundsmæssigt perspektiv. Ellers er der intet, der tyder på, at et Videns- og Formidlingscenter vil få andre funktioner end at reproducere det bestående psykopatologiske paradigme. Vi har brug for mere viden – men har vi brug for et Videnscenter?