Den tilbagevendte vender tilbage. En kritisk historisering af den voksne adopteredes “hjemkomst” i sydkoreansk film (1967-2015) (1)

Artiklen omhandler fremstillinger af voksne adopterede, der vender tilbage til Sydkorea i koreanske film fra 1960erne og frem til i dag. Teksten kan fx være af interesse for adopterede og pårørende, som planlægger en Korea-rejse og gerne vil vide lidt mere om hvilke mainstreamforestillinger, der knyttes til adopterethed i fødelandet. Artiklen indeholder også en sammenfatning af adoption fra Korea, historisk set.

Jacob Ki Nielsen

Indledning
Sydkorea er det land i verden, hvorfra flest børn er afgivet til udlandsadoption (2). Næsten 9.000 af disse transnationale adoptioner er koreansk-danske. Dette gør hermed Danmark til det land i verden, hvor der er adopteret flest børn til fra Sydkorea pr. indbygger. Siden midten af 1990’erne har der været en øget re(tur)migration af voksne adopterede til Seoul, hvilket bl.a. har været et tema i en række tv-programmer om familiesøgning fx Sporløs (DR). I programmer som Sporløs fremstilles de transnationalt adopterede ofte som rodløse og søgende eksistenser, der hjælpes på vej af tv-værten som en slags samaritansk personificering af ’public service sponsoreret danskhed’.

Selv om adoptionsbureauet Holt har tilbudt “gratis” hjemlandsture for adopterede siden midten af 1970’erne, kan det synes overraskende at tilbagevendte voksne adopterede – ’Koreakrigsbørn’ – allerede var et hit på sydkoreanske film i 1960’erne. Nærværende artikel søger med denne indsigt, at give en kritisk historisering af tilbagevendende voksne adopterede på sydkoreansk film fra 1960’erne og frem til i dag. Jeg stiller spørgsmål til, hvordan den tilbagevendte adopterede, som køns- og klassemæssig og etnisk-racial figur, kommenterer på skiftende majoritetskoreanske forestillinger om ’adopterethed’, ’koreanskhed’ og ’slægtskab’ (3). Disse spørgsmål diskuteres i en socialøkonomisk, (adoptions)politisk og ideologisk historisk sammenhæng for at se på, hvordan den tilbagevendte adopterede som figur har forandret sig i årenes løb i samspil med skiftende dominerende ideologier; særligt koldkrigsideologi, patriarkalsk nationalisme og globalisering, neoliberal kapitalisme og kristen universalisme.

Artiklens første del gennemgår, hvordan den tilbagevendte adopterede i koreanske film fra slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne fremstår som en allegori for koldkrigskoalitionen imellem de frie nationer for sidenhen, i takt med det økonomiske boom, at forsvinde fra det filmiske univers. I forbindelse med den finansielle krise i Asien i 1997 bliver den tilbagevendte adopterede på ny en fremtrædende figur i sydkoreansk film, hvilket kan ses som en genkomst af den tilbagevendte adopterede (derfor titlen). Artiklens anden del går i dybden med film fra det nye årtusind i mere tekstnære læsninger af temaerne familiesøgning og genforening.

Samlet set er min ambition at bidrage med en problematisering og udfordring af stereotype forestillinger om adopterethed. Der knyttes samtidig an til en fortsat kritisk samtale om fremstillinger af adopterede, adoption og adopterethed i forskellige ideologiske horisonter. Artiklen henvender sig til læsere med interesse for adoptions- og kulturhistorie og ambitionen hermed er, at den kan være en nyttig referenceramme for adopterede, der vender tilbage til deres oprindelseslande.

Den tilbagevendte adopterede i koldskrigsfilmen
Adoption af børn fra Sydkorea startede som en kristen humanitær redningsaktion i forbindelse med Koreakrigen (1950-1953). Adoptionerne foregik som en form for ‘programmer’, udformet til at hjælpe “forældreløse” Koreakrigsbørn. Mange af disse adoptioner blev på papiret klassificeret som ‘amerasiske’ grundet at fædrene til disse børn kom fra FN-styrkerne, heraf primært fra USA.

Udlandsadoption har været et tema i sydkoreansk film siden slutningen af 1950’erne. På daværende tidpunkt blev udlandsadoption fremstillet som transraciale adoptioner i retrospektive historiske melodramaer, der udfoldes under kolonitiden (1910-1945) eller Choseon dynastiet (1392-1897). I disse film er adoptanterne ofte kinesiske og japanske karakterer (4). I denne periode blev udlandsadoption også brugt som et tema i retrospektive film om Koreakrigen. Her blev udlandsadoption skildret som en omstændighed der skyldtes fattige enker og unge kvindelige sexarbejdere i amerikanske militær camptowns der måtte afgive deres såkaldt amerasiske børn til adoption til det forestillede “rige hvide Vesten,” ofte lig med USA (5). Denne fremstillings budskab synes motiveret af en overbevisning om, at børnene ville få en bedre fremtid i det forjættede land Amerika, end der kunne tilvejebringes i et forarmet, etnonationalistisk og tætbefolket Sydkorea (6).

Motivet er fx til stede i filmen En neger, som jeg bar (1959. Nae-ga Nah-eun Keomdungi / A Negro whom I Bore) af Kim Han-il. Filmen handler om en lokal kvinde, der forelsker sig i en afroamerikansk FN-soldat, med hvem hun får en datter. Datteren ’June’ ender med at emigrere til USA som følge af sydkoreansk racisme. Filmen kan, trods den problematiske titel, ses som en del af en anti-racistisk (kristen) folkeoplysningsdiskurs. Denne diskurs bidrog ironisk nok til etableringen af udlandsadoption som “legitim” social praksis som komponent i en maskulinistisk biopolitisk strategi til regulering af overbefolkning og opretholdelse af forestillingen om etnoracial homogenitet (læs: via udrensning) (Chae, 2004, Hübinette, 2006 s. 38-66; Yoo & Wagner, 2013).

I sidste halvdel af 1960’erne og starten af 1970’erne producerede man en række film om voksne adopterede, der vender tilbage fra Vesten. Den første film af disse med en voksen tilbagevendende adopteret hovedperson er melodramaet Som April Går (1967. Saweori Kamyeon / When April Goes By) af Cheong Jin-u. I filmen følger man en kvinde ved navn Mun Du Pont, der som ”forældreløst” Koreakrigsbarn, blev adopteret af en højborgerlig familie i Frankrig. Hun er nu tvangsforlovet til sin franske og angiveligt hvide adoptivbror, men vender midlertidigt tilbage til sit fødeland som en form for eskapisme. Netop steget af flyet i Kimp’o Lufthavn møder Mun en lokal mand ved navn Seong-hun, der arbejder for den franske ambassade i Seoul og i hvem hun straks forelsker sig. Deres affære udfoldes i en intens etnisk rus men ender i adskillelse, idet Seong-hun har en kæreste og Mun til slut må vende tilbage til sit adoptivland (se Illustration 1 og 2).

På trods af deres forskellige ideologiske investeringer er et fællestræk ved disse tidlige fremstillinger af tilbagevendende voksne adopterede, at de er adopteret af elitefamilier og at resultatet af den forsøgsvise genforening med fødelandet synes umulig eftersom karakterne forlader Korea igen eller dør til slut. Der reproduceres tilsyneladende en fortælling om, at den adopterede umuligt kan vende permanent tilbage og fortsætte tilværelsen i Sydkorea.

Dette motiv kan ses som en slags konsolidering af den etnonationalisme, der i høj grad dominerede forestillinger om koreanskhed under den kolde krig og hvorved transracial adoption blev ensbetydende med en radikal og uigenkaldelig overskridelse af den så fejrede homogenitet. Dog, samtidig indebærer disse fremstillinger et alliancetema, hvor den adopterede indskrives som en allegorisk bro for den internationale koldkrigskoalition imellem Sydkorea og adoptivlandene, særligt USA. På mærkværdig vis indeholder sydkoreansk koldkrigsfilm således en multikulturel dimension, der finder udtryk i en opblomstring af alliancefilm fra midten af 1960’erne og frem til midten af 1970’erne. I disse film allegoriseres koalitionen imellem den “frie” verdens nationer, særligt USA, Sydkorea og Japan, i positive fremstillinger af internationalt slægtskab fx som tematisering af kammerateri, adoption eller ægteskab imellem sydkoreanske, amerikanske og/eller japanske karakterer (7).

Af vigtige begivenheder for alliancen imellem Japan, Amerika og Sydkorea bør nævnes revisionen af den amerikanske immigrationslov af 1965, der betød en genåbning af immigration fra Asien, den herostratisk berømte normaliseringsaftale mellem Sydkorea og Japan i 1965 samt Sydkoreas brutale engagement (1964/1965-1973) i Vietnamkrigen (1956-1975) som del af de anti-kommunistiske styrker. Disse begivenheder bragte ny teknologi, investering og viden til Sydkorea og må betragtes som fundamentale for de tre årtier med heftig økonomiske vækst, der varede indtil finanskrisen i 1997.

Denne fase er også kendt som “miraklet ved Han-floden” eller “de fantastiske 30 år” og den økonomiske vækst har utvivlsomt haft stor betydning for de boomende adoptionsprogrammer eftersom slægt, arv og familieomdømme blev absolut definerende statusparametre for den hastigt voksende middelklasse fx set i afgivelse af børn født uden for ægteskab samt børn med funktionsvarians dvs. såkaldt ’handicappede’ børn til udlandsadoption. Et godt eksempel på en af disse alliancefilm, hvor koalitionen imellem USA, Japan og Sydkorea allegoriseres i adoption og med den tilbagevendende adopterede som brobygger, er Kærlighed Iblandt (1972)/Cheong-gwa Cheong Sai-e / Beween Love) af Kweon Yeong-sun.

I filmen bliver den sydkoreanske pige Michie transnationalt adopteret hele tre gange. Under Koreakrigen bliver hun først adopteret som barn af en rig amerikansk hvid soldat ved navn Brown. Senere bliver hun re-adopteret af en velhavende japansk gul familie ved navn Ichigawa. Som en del af Zainichi-minoriteten i Japan udsættes hun imidlertid for social stigmatisering og racisme men genforenes til sidst med sin biogenetiske mor (herefter, bio- for det lidet læservenlige biogenetisk) der har søgt efter hende. Dette kan, med lidt god vilje, læses som en form for tredje adoption. Kærlighed iblandt slutter i en stemning af international forsoning, idet Michie må love, at hun fremover vil tilbringe sine ferier sammen med henholdsvis sin japanske og amerikanske adoptivfamilie (se Illustration 3-5) (8).

Fra Vietnamkrigens afslutning i 1975 og i de efterfølgende to årtier ”forsvinder” den tilbagevendte voksne adopterede figur fra sydkoreansk film og bliver erstattet, på ’houdini-agtig’ vis, af adopterede i adoptivlandene. Med den tiltagende økonomiske vækst fra slutningen af 1960’erne bliver det attraktivt at filme i udlandet. Disse fremstillinger kan ses som en del af en større formation af koreansksprogede film, der udspilles i USA eller Europa (herefter benævnt som hhv. Amerika- og Europafilm). Samtidig er de også en del af en sydkoreansk globaliseringsdiskurs [se’gyehwa], der vandt udbredelse i 1980’erne og som blev formaliseret i starten af 1990’erne af den protestantiske præsident Kim Young-sam (1993-1998) i en forskrækket socialdarwinistisk “spis eller bliv spist” vision om skabelse af et globalt og blod-baseret (Jus Sanguinis) koreansk fællesskab.

Som det vægtlægges i eksisterende forskning (fx: Song, 1999; Hübinette, 2006; Kim, 2010) har se’gyehwa ideologi haft stor indflydelse på formulering af den officielle sydkoreanske diasporapolitik, der fulgte i kølvandet på finanskrisen i 1997. Sydkoreansk film indeholder omkring 100 af disse Europa- og Amerikafilm (uden at indregne et større antal film, der udspilles i andre asiatiske lande – primært Hong Kong og Taiwan), hvoraf de fleste er plottet på fortællinger om den koreanske diasporas kamp for overlevelse i utilgiveligt fremmedland, ofte med en handlekraftig mandlig emigrant eller udstationeret (Taekwondo-ekspert, journalist eller detektiv) i hovedrollen som den ustoppelige frelser af kvinder og børn, heriblandt koreansk adopterede (9). Dette motiv er blandt andet til stede i den kanoniserende anti-adoptionsfilm Susanne Brink’s Arirang (1991), som jeg vil uddybe senere i artiklen.

Anti-adoptionsdiskurs og kristen minjung-ideologi
Selvom den sydkoreanske offentlighed, i de første to årtier efter Koreakrigen, generelt var positivt stemt overfor såvel USA som udlandsadoption, mærkes de første anti-udlandsadoptionsdiskurser (herefter, anti-adoptionsdiskurs/-ideologi) allerede i starten af 1970’erne, bl.a. som følge af ydmygende nordkoreanske propagandakampagner hvor sydlændingene anklages for at sælge nationens børn til “de amerikanske vampyrkapitalister.” Anti-adoptionsdiskursen voksede i løbet af 1970’erne og politiseredes i Park Chung-hee-regimets (1962-1979) uopfyldte ambition om at udfase udlandsadoption inden 1982 (med undtagelse af børn klassificeret som blandede og/eller handicappede) (Hübinette, 2006, s. 57) (10).

70’ernes adoptionssystem var, som følge af manglende og/eller konservativ lovgivning samt øget efterspørgsel på adopterbare børn i Vesten, ude af kontrol og antallet af adoptioner til udlandet eskalerede i starten af 1970’erne (11). For at udfase udlandsadoption reviderede regimet lovgivningen i 1976 og lancerede forskellige programmer for at fremme lokaladoption og plejebarnsordninger, hvilket resulterede i at antallet af adoptioner til udlandet faldt markant. Med Park Chung-hees blodige død i efteråret 1979 og installeringen af endnu et maskulinistisk militærregime ledet af general Chun Doo-hwan (1980-1987), dereguleredes adoptionssystemet, hvilket førte til endnu et heftigt boom i udlandsadoption. Dereguleringen kan tilskrives en tiltagende neoliberalisering samt intens lobbyisme fra konservative kristne adoptionsselskaber og midten af 1980’erne er kendt (og berygtet) som Sydkoreas “storhedstid” for adoptioner.

Efter årtier med skiftende diktatoriske regimer blev de første demokratiske valg afholdt i 1987 kort før sommer-OL i Seoul i 1988. Med demokratiseringen og optakten til OL blev Sydkorea centrum for den amerikanske presses opmærksomhed og spørgsmålet om årsagen til de blomstrende adoptionsprogrammer kom atter på den politiske dagsorden. En signaturartikel fra datidens adoptionsskepsis er “Babyer til salg: sydkoreanerne laver dem, amerikanerne køber dem [Babies for sale. Koreans make them, Americans buy them]” af journalisten Matthew Rothchild (1988), hvori transnational adoption beskrives som et fænomen drevet af udbud og efterspørgsel; ensbetydende med en kommercialisering af spædbørn i et globalt marked. Med OL fulgte nye løfter fra den sydkoreanske regering om at udfase udlandsadoption, ledsaget af en lovrevision, nye forskrifter og kampagner til fremme af lokaladoption, hvilket medvirkede til et fald i antallet af udlandsadoptioner fra slutningen af 1980’erne.

Det er værd at bemærke, at denne vending i den officielle adoptionsdiskurs i retning af en pro-national adoptionsideologi er taget til i takt med en hastigt faldende fertilitetsrate, der nåede et rekordlavt niveau i 2005, da Sydkorea havde det laveste fødselstal i verden. 2005 er ligeledes året for etableringen af den officielle nationale adoptionsdag i Sydkorea til fremme af lokaladoption samt for den officielle erklæring om det nye multikulturelle Sydkorea med den Roh Moo-hyun-ledede (2003-2008) administrations bekendtgørelse om ‘(liberal) multikulturalisme’ som den nye officielle nationalstatsideologi. Isoleret set udgør udlandsadoption i nullerne kun et symbolsk antal af det samlede antal fødsler i Sydkorea men i en bredere sammenhæng kan fremme af lokaladoption ses som del af en nationalistisk og biopolitisk befolkningsstrategi, drevet af økonomisk krise og neoliberal konservatisme, der involverer en mængde andre tiltag herunder f.eks. formidling af internationale ægteskaber og hårdere håndhævelse af anti-abortloven (dvs. en pro-life ideologi).

Hvis vi spoler tilbage til den førnævnte revitalisering af anti-adoptionsdiskursen, i forbindelse med OL i 1988, finder denne et markant udtryk i de såkaldte (syd)koreanske nybølge- og minjungfilm (12). Minjung kan oversættes med “de populære masser”, og betegner en folkebevægelse af regeringskritiske koalitioner, arbejdere, landmænd, systemkritiske politikere, studerende og religiøse aktivister m.fl., der vandt udbredelse fra sidste halvdel af 1970’erne som en del af demokratiseringen. Signaturfilmen for anti-adoptionsdiskursen efter OL er den socialrealistiske kristne minjung-, nybølge- og Europafilm Susanne Brinks Arirang (1991); en svensk/sydkoreansk fællesproduktion af Chang Kil-su, baseret på den koreansk-svensk adopterede Susanne Brink’s liv (1964-2009). Filmen, der også i dag fortsat vises jævnligt på sydkoreansk tv, følger den majoritetskoreanske pige Yu-suk, der som 6-årig i 1966 bliver adopteret til Sverige da farens tidlige død efterlader moren som forarmet enke, ude af stand til at forsørge alle sine børn (13).

Ved ankomsten til Sverige omdøbes Yu-suk til Susanne og filmen følger hendes opvækst Sverige i etnisk og racial isolation. Yu-suk/Susanne chikaneres af sin svensk-hvide bror og adoptivmor, hvilket driver hende ud i gentagne selvmordsforsøg. Som ung voksen er hun, nu spillet af Choi Jin-sil (1968-2008), portrætteret som en cigaret-rygende enlig mor. Susanne bliver opsøgt af et hold af sydkoreanske journalister, anført af en majoritetskoreansk mandlig reporter med hvis hjælp hun midlertidigt vender tilbage til Sydkorea, hvor hun bliver genforenet og forsonet med sin bio-mor. Den fysiske genforening mellem mor og datter er dog kortvarig da Susanne, ved filmens slutning, må vende tilbage til sit adoptivland. Udlandsadoption som en langvarig og dominerende praksis italesættes i Susanne Brink’s berømte adoptionskritiske erklæring foran en gruppe journalister i filmens slutscene i Kimp’o lufthavn inden hun stiger om bord på flyet til Sverige sammen med sin datter (se Illustration 6):

Susanne: ”Jeg har hørt, at Sydkorea er et rigt land, men min mor kæmper stadig. Jeg vidste ikke, at dette land nu importerer luksusvarer og dyre biler fra udlandet, mens det stadig eksporterer sine børn. Mere end 110.000 børn er rejst fra denne lufthavn, men i dette mærkelige land synes ingen at bekymre sig om deres videre livsforløb. I går, før jeg kom her, fortalte pastor Chang, at en (syd)koreansk dreng i Sverige har begået selvmord i sine adoptivforældres hus. Dette må aldrig ske igen. Ingen må begå selvmord af angst og smerte (…).”

Den politiske bevidsthed der tilsyneladende vækkes hos Susanne i mødet med den sydkoreanske mand og i genforeningen med moderlandet, kan læses som en del af en universel befrielsesteologi, der synes at informere filmen. Den gribende erklæring udtrykker desuden en minjung-ideologisk kritik af kommercialiseringen af nationens børn og opfordring til solidaritet med landets fattige minoriteter, herunder særligt med de sårbare og marginaliserede enlige forsørgere. Opsamlingsvist kan man, lidt forsimplet sige, at den kvindelige adopterede figur, som del af 1990’ernes anti-adoptionsdiskurs, ofte er fremstillet som ikke-blandet dvs. som koreansk gul, udnyttet i adoptivlandet og relativt passivt ventende på at blive rekoreaniseret i genforeningen med moderlandet ofte via resolut indgriben fra sydkoreansk nationalisme, kropsliggjort af en majoritetskoreansk gul mand (Hübinette, 2006 s. 212).

Den asiatiske finanskrise
Den finansielle krise ramte Asien i juli 1997 og drev indenfor et par uger den sydkoreanske økonomi til randen af konkurs. Krisen, der blandt andet skyldtes nepotisme, har sidenhen fået tilnavnet IMF-krisen blandt lokalbefolkningen på grund af de ublu renter der fulgte med IMF-“redningspakken.” Krisen førte til et midlertidigt boom i antallet af udlandsadoptioner. Disse er også kendt som IMF-børn; med reference til spædbørn afgivet som følge af den forarmelse, der fulgte med krisen. Ved årtusindskiftet syntes økonomien at være stabil igen men krisen havde forandret det sydkoreanske samfund radikalt, bl.a. karakteriseret ved en neoliberal drejning og makromanisk nationalisme (læs: sub-imperialisme). Krisen markerer også et skift i regeringens diasporapolitik eksempelvis afspejlet i etableringen af ‘Fonden for Udlandskoreanere’ [Chaeoedongp’ojaedan / Overseas Koreans Foundation] i 1997 til fremme af forholdet til “brødrene” i udlandet såvel som i inklusionen af adopterede i ‘Loven om Udlandskoreanere’ [Chaeoedongp’obeop / Overseas Koreans Act] i 1999 (14).

Med omformuleringen af diasporapolitikken blev den adopterede som figur ændret fra at være efterladt, hjælpeløs og udnyttet i adoptivlandene til at blive en værdifuld kapacitet og et kapitaltungt aktiv for den sydkoreanske nationalstat. Den koreansk-amerikanske adoptionsforsker Eleana J. Kim (2010, s. 178-183) beskriver dette fænomen som en relancering, hvor den adopterede ses som en slags ambassadør for forholdet imellem Sydkorea og (den vestlige) verden, hvilket minder lidt om alliancefilmenes fremstillinger af adopterethed. Med krisen i 1997 vender den tilbagevendte adopterede figur dermed “tilbage” i en modereret udgave og det er bemærkelsesværdigt at stort set alle fremstillinger af udlandsadopterede i sydkoreansk film (og tv-dramatik) siden, er tilbagevendte (15). Der er langt flere, end jeg kommer ind på her, men i det følgende giver jeg nogle eksempler for at vise karakteristiske motiver i filmiske fremstillinger af tilbagevendte adopterede efter krisen.

Frugtbare kroppe og umulige genforeninger
En signaturfilm for den symbolske tilbagevenden af den tilbagevendte adopterede og for anti-adoptionsdiskursen, der fulgte med krisen i 1997, er den heteromantiske Amerikafilm Kærlighed (1999. Reobeu / Love) af Yi Chang-su (16). Filmen udspilles hovedsagelig i Koreatown i det multikulturelle Los Angeles og følger et par sydkoreanske mænd der ankommer for at deltage i det årlige maratonløb. Den mandlige hovedperson Myeong-su (spillet af den, patriark eller ej, fejende flotte Jung Woo-sung), er en af løberne og han forelsker sig hurtigt i en adopteret kvinde ved navn Jenny, der er stukket af fra sin adoptivfamilie og bor hos en koreansk-amerikansk mand ved navn Brad. Brad er ven af Myeong-su og forelsket i Jenny for hvem han indtager rollen som mæcen. Efter en plotmæssig forvikling, kan Jenny og Myeong-su endelig udleve deres gensidige kærlighed (derfor titlen) og ved filmens slutning, er de elskende vendt tilbage til fødelandet med implicitte løfter om fremtidigt ægteskab og forplantning. Familiesøgningsmotivet er, ikke overraskende, med i filmen idet Jenny forsøger at genetablere kontakt til sin bio-mor i Sydkorea men selvom hun taler flydende koreansk, er hun ude af stand til at finde hende. Her træder Brad i karakter og begiver sig resolut til Sydkorea hvor han lokaliserer Jennys mor. Det viser sig dog, at hun er gift og har børn, hvilket umuliggør genforeningen mellem mor og datter. Som Brad forklarer Jenny, da han er tilbage i LA (og netop har fundet de nyforelskede sammen):

Brad: ”Din mor er virkelig et dydigt [ch’akhada] og smukt menneske! Hun græd hele tiden fra det øjeblik, jeg mødte hende, og indtil jeg tog afsked. Men Jenny, sydkoreanerne forstår ikke adoptivbørns [ibyanga] situation. Jeg kunne ikke bede hende om at møde dig.”

Brad bekræfter straks dette, sandsynligvis velmente men noget patroniserende budskab, med et fotografi af Jennys mor. Fotografiet, der er en ofte anvendt rekvisit i sydkoreansk fiktion, kan læses som et symbol på familieadskillelse, en uigenkaldelig fortid og umulig genforening (se Illustration 7-11). I Kærlighed synes fotografiet desuden at fungere som en slags todimensionel kompensation for fraværet af moderens krop, hvilket samtidig fraholder den bio-maternale figur enhver tredimensionel kompleksitet (17). På den måde danner den umulige genforening med moderen og ”kompenserende” intimitet med sydkoreansk maskulinitet en dominerende fortælling for den tilbagevendende adopterede kvinde i koreansk mainstreamfiktion. Ofte, som i Kærlighed, finder det romantiske møde imellem den adopterede kvinde og den lokale sydkoreanske fyr sted i adoptivlandet. Andre gange i flyet på vej til Sydkorea. Eller som i Som April Går og Hare & Salamander (2009. T’okki-wa Rijeudeu / Maybe) af Chu Chi-hong, i lufthavnen straks efter ankomsten til fødelandet.

Det bør for god ordens skyld nævnes, at der også findes fremstillinger af vrede og hævnfulde tilbagevendte adopterede kvinder, hvilket eksempelvis er et tema i det erotiske melodrama Vilde røde bær 5 (1990. Ppalgan Aengdu 5 / Red Vild Berries) af Pak Ho-t’ae, hvor en ung koreansk-amerikansk adopteret kvinde vender tilbage til Sydkorea for at hævne sin mor, der døde under tragiske omstændigheder efter at være blevet bedraget af lokale misogynister. Ikke ulig de tilbagevendte i alliancefilmene er et gennemgående motiv i fremstillingen af tilbagevendte kvindelige adopterede efter årtusindskiftet og særligt med den anden økonomiske krise i 2007/2008, at de er unge, smukke og veluddannede kosmopolitter der søger efter, men til stadighed fornægtes genforening med, deres bio-mødre. Til gengæld kompenseres de for tabet igennem mødet med fattige men flotte lokale mænd, hvilket synes at indebære en forventning om bidrag til nationens fremtidige velstand i form af kulturel kapital, ægteskab og forplantning. Overholdelse af det symbolske forbud imod genforening med bio-moren eller den lille familie, bliver dermed en betingelse, samt en forudsætning for geninklusion i det forestillede store trans/nationale koreanske fællesskab.

Remaskulinisering og adoption af nationen
Rekoreanisering og mislykket genforening med bio-moren er også et gennemgående motiv i filmiske fremstillinger af tilbagevendende adopterede mænd. Dette indebærer en slags kompensation i form af remaskulinisering igennem kammerateri med lokale mænd. Disse motiver er da også fremtrædende i Min far (2007. My Father) af Hwang Tong-hyeok og i blockbusteren At repræsentere nationen (2009. Kuk’ka Taep’yo / Take Off) af Kim Yong-hwa, der begge har tilbagevendende mandlige adopterede karaktere i hovedrollen og er inspireret af fortællinger fra det “virkelige” liv (18).

I dette afsnit vil jeg gennemgå filmen Min Far, som markerer et nybrud i fremstillingen af den adopterede, nu fremstillet som en international figur med en større grad af agens. Internationalisering af den adopterede kan eventuelt tilskrives katolsk universalisme og pro-adoptionsideologi i filmen, hvilket bl.a. ses i en sjælden positiv skildring af de hvide amerikanske adoptivforældre. Min far har Hallyu (megastjernen Daniel Henney) i rollen som den tilbagevendende James Parker og er baseret på historien om den koreansk-amerikansk adopterede Aaron Bates, der vender tilbage til Sydkorea i starten af nullerne som udstationeret soldat for den amerikanske hær for at søge efter sin bio-familie (19).

Filmen er bl.a. interessant fordi faderfiguren ofte er fraværende i adoptionsfiktion (som ofte er fikseret på bio-mor fantasier) og den bør anderkendes for at være den første spillefilm siden Susanne Brinks Arirang (1991), der beskæftiger sig indgående med problematikker om koreansk adoption og remigration. James taler, som de fleste af ’virkelighedens’ adopterede, eksempelvis ikke koreansk ved ankomsten til fødelandet. Min far starter i adoptivfamiliens villa i Arizona hvor James annoncerer sine planer om at vende tilbage til Sydkorea via den amerikanske hær for at søge efter sin bio-familie. Noget overraskende er varslingen om den umulige genforening denne gang italesat som en formaning af hans adoptivsøster Sandra, som også er adopteret fra Sydkorea: “James, bare du er virkelig sikker; det kan være, at du fortryder det, når du finder dem.” (se Illustration 13-15). James er imidlertid stålsat.

Kort efter sin tilbagevenden deltager han i et tv-transmitteret familiesøgningsprogram og kontaktes af en mand ved navn Hwang Nam-ch’eol, der er en forarmet fængselsindsat, dømt for mord. James er overbevist om at Nam-ch’eol er hans bio-far men da hans godhjertede adoptivfar John dør af en hjertelidelse må han rejse tilbage til USA. Tilbage i Sydkorea får James endnu et chok da en DNA-test viser, at Nam-ch’eol ikke er hans bio-far. I retrospektive flashbacks afsløres det, at Nam-ch’eol blot var en ven af James’ afdøde bio-mor Eun-ju og at han muligvis har forsøgt at udnytte James som et slags PR-nummer for at undgå dødsstraffen. Det afsløres også, at Eun-ju var en go-go-danserinde med tilnavnet Bubbles som arbejdede på en stripteasebar ved en amerikansk militærbase. Denne sandhed fraholdes dog James, og han forbliver mis-/ under-informeret i den tro, at hun arbejdede som pædagog i en børnehave. Efter en tid med adskillelse og selvransagelse forsoner James sig til slut med Nam-ch’eol og sit fødeland. Dette er tematiseret i den spektakulære næstsidste scene, hvor James adopterer Nam-ch’eol ved at registrere sig som dennes søn og som Ch’un-ch’eon koreaner. Med denne handling ophæver han således den passive position som adopteret ved at blive den adopterende eller adoptanten, om man vil (20).

Ved filmens slutning er James atter tilbage i Arizona og bosat med sin amerikansk hvide adoptivmor Nancy. Han er remaskuliniseret og forsonet med Sydkorea og, som Jenny i Kærlighed, kompenseres han for fraværet af den bio-maternale krop, idet han modtager et eftertragtet og nostalgisk ladet s/h foto af sin afdøde mor, fremskaffet af Nam-ch’eol (se Illustration 16-18). Som for de fleste andre adopterede karakterer finder genforeningen med bio-familien ikke sted i Min far; plotvist fordi James’ bio-mor er død mens farens identitet forbliver ukendt. Det dogmatiske forbud imod familiegenforeningen er ligesom i Kærlighed symboliseret i fotografiet og tilsyneladende et udtryk for en konservativ familieideologi, hvor adoption betragtes som en uigenkaldelig juridisk, politisk og socialkulturel begivenhed, der muligvis også indebærer en gældsfølelse til og anerkendelse af adoptivforældrene og de nationer, de repræsenterer.

Ser man på ideologisering af etnicitet (religiøsitet og nationalitet) i Min far, er James, som en transracial og transnational adopteret figur, internationaliseret som havende adoptiv-maternalt slægtskab i USA og adopteret faderskab i Sydkorea. Ikke ulig alliancefilmene under den kolde krig, kan dette motiv læses som en allegori for en amerikansk-sydkoreansk alliance og i sidste ende for universalisme ud fra et ideal om global slægtskabsdannelse og jordens folk som del af én stor familie. Denne læsning bygger desuden på tilstedeværelsen af en tredje faderfigur i filmen nemlig den katolske fængselspræst Mun, der myndigt faciliterer møderne mellem James og Nam-ch’eol. Man kan sige, at Mun virker som en slags stedfortrædende faderfigur og som en repræsentant for transnational etnicitet, der overskrider det ellers så fremherskende blodsbaserede princip for koreanskhed.

På den måde konstitueres transnational og transracial adoption som en del af en universalistisk familiedannelsesmatrix, hvor narrativ orphanisering (dvs. at gøres forældreløs) og tab af bio-parental forbindelse åbner mulighed for globalt slægtskabsdannelse via adoption (21). Denne matrix er karakteriserende for kristen universalisme og afspejler muligvis også en større adopteret drejning i ideologisering af koreanskhed. I denne forståelse synes rent-blod at afskrives som en central binde-metafor for nationen, hvilket også kan ses som et skift fra en etnoracial til en etnokulturel form for nationalisme; eller forsimplet som et skift fra blod til kultur som en primær-markør for koreanskhed, dog stadig domineret af forestillinger om slægtskab og stedslighed/jord (22).

Samlet set er et fremherskende motiv i koreansksprogede film om adopterethed, at de næsten altid fokuserer på familiesøgning og at genforeningen mellem den adopterede og bio-moderen fremstilles som umulig mens faren er fraværende, ofte beskrevet som afdød. I filmene er den hyppigste årsag til afgivelse og adoption: enkestand, død og fattigdom. I dette narrativ ’normaliseres’ forarmelse som den primære årsag til afgivelse af børn selvom svangerskab uden for ægteskab og sønnepræference i realiteten har været de primære baggrunde for udlandsadoptioner fra Sydkorea siden starten af 1970erne. Adoption forstået som en uigenkaldelig akt der umuliggør genforening af de små familier, er dog muligvis ved at ændre sig.

Et blik ind i tv-dramatikkens univers hvor genforening af familier adskilt via adoption også har været fremstillet som umulig, peger på et ideologisk skift. Dette skift skildres f.eks. i det succesfulde KBS-drama Uventede Dig og Min mand har fået familie (25.2-9.9.2012. Neongk’ultchae Kul’leoon Tangsin), hvor den kvindelige hovedperson Yeon-heui, der er majoritetskoreansk og succesfuld tv-drama direktør, gifter sig med en tilbagevendt koreansk-amerikansk gul adopteret mand ved navn Terry Kang / Kang Kwi-nam [lit. Den hjemvendte mand], der er læge. Han er et perfekt match for Yeon-heui, da hun ikke ønsker at have en svigermor i nærheden men plottet kompliceres da parret flytter ind i en lejlighed, der viser sig at være ejet af Terry’s bioforældre hvorfra plottet og genforeningsfantasien udfoldes. Det viser sig at han “blev væk” på en markedsplads som barn, hvilket ledte til adoptionen og at hans adoptivforældre er koreansk-amerikansk gule, med andre ord en ikke-transracial adoption. En forklaring på de spirende genforeningsdiskurser, er muligvis den økonomiske krise og den sydkoreanske regerings opgradering og intensive rekruttering af Vest-diasporaen.

Handlekraftige singlekvinder og diasporafortællinger
Tiden må vise, hvorvidt der er tale om et decideret paradigmeskift i familiegenforeningsdiskurs, med film om handlekraftige singlekvinder der har afgivet eller fået frataget deres børn til adoption, er en trend i tiden; som eksempelvis i anti-adoptionsfilmen Jeg kom fra Pusan (2010. Yeongdo’ta’ri / I Came from Pusan) af Cheon Su-il (se Illustration 19). Et fællestræk i disse film, overvejende af mandlige instruktører, er imidlertid også, at en varig genforeningen mellem bio-mor og barn ikke finder sted.

Til trods for disse films tematisering af afgivelsens omkostning for moren og en udtalt kritik af adoption af børn til udlandet, bøjer de sig tilsyneladende for en slidt men stiv moralisme, hvorved adoption gengives som en uigenkaldelig begivenhed og dermed ikke tillader gendannelse af adskilte familier. Dette symbolske forbud anfægtes imidlertid i en adoptionsskeptisk formation af transnationalt adopterede og lokale organisationer for enlige mødre, der er gradvist mobiliseret siden midten af 1990’erne og som er aktive indenfor adoptionspolitik, forskning, kunst, litteratur og dokumentarfilm (til tider identiske) m.fl. med fokus på de menneskelige omkostninger og etiske og ideologiske problemstillinger ved transnational adoption. Disse stemmer udfordrer dominerende forestillinger om slægtskab, adopterethed, familiesøgning og genforening mv.

Lad mig slutte denne artikel udenfor fiktionsfilmens univers med filmen Modstandskraft (Resilience); en dokumentarfilm der formår at mediere en atmosfære af tilhør, kald og loyalitet i både USA og Sydkorea i en sjældent usentimental skildring af tiden efter en genforening. Over en 2-årig periode følger filmen den koreansk-amerikansk adopterede Brent og dennes bio-mor Myungja, adskilt via adoption, i deres fælles bestræbelser på at genfinde hinanden (se Illustration 20).

Brent der er gift og har børn, bliver imidlertid separeret fra sin kone og træffer den vanskelige beslutning at efterlade sine døtre i USA og flytte til Sydkorea i håb om at genetablere et godt forhold Myunja. Ved filmens slutningen bliver Brents adoptivmor syg og han må atter vende tilbage til USA. Modstandskraft slutter med billeder af Brent og Myungja i hhv. USA og Sydkorea og on-screen teksten:

Brent er stadig i Syddakota hvor han tager sig af sin adoptivmor og opdrager sine to døtre. Han håber, en dag at vende tilbage til Korea.

Myungja har startet en støttegruppe for fødemødre. Hun håber, alle de tusinder af adskilte familier en dag vil genforenes.

Med nærværende artikel har jeg historiseret tilbagevendende voksne adopterede i koreansksproget film fra midten af 1960’erne og frem til i dag. Jeg har diskuteret hvordan disse fremstillinger kommenterer på skiftende majoritetskoreanske forestillinger om adopterethed, koreanskhed og slægtskab. Eftersom årsagerne til udlandsadoption omfatter fattigdom, racisme, maskulinistisk sexisme og kønnet vold, død, familieseparation og uplanlagte svangerskaber, hvor særligt yngre kvinder er udsat for social stigmatisering og økonomisk marginalisering, er det vanskeligt ikke at gå ind for en afpatriarkalisering af de dominerende ideologier for koreanskhed og en introduktion af reproduktive rettigheder for disse unge medborgere på lige fod med kvinder i modtagerlandene. Endvidere må man håbe, at fremtidige filmiske fremstillinger af adopterethed og genforening af den lille familie, der hidtil har været berammet som umulig, vil nuanceres og dermed være med til at udfordre eksisterende konservative ideologier for slægtskab og familiedannelse.

Noter

(1) Artiklen er en populærudgave af “Return of the Returnee” der udkom på engelsk i The Review of Korean Studies 18(1) 2015. Tak til Lene Myong for konstruktive kommentarer til den danske udgave og til Sara Claudi Tangø for korrekturlæsning.
(2) I skrivende stund er det officielle antal adoptioner fra Sydkorea siden Koreakrigen (1950-1953) omkring 165.000.
(3) Bemærkning om brug af etnicitet og race som analytiske begreber. Etnicitet refererer til formationer der udvikles med og imod forestillinger om fælles arv og/eller oprindelse eller fælles erfaring. Her tænkes særligt på neo-darwinistisk, national og religiøs formation, sidstnævnte som en slags transnational etnicitet. Race forstås som en kognitiv figur hos læseren og/eller en repræsentation fx nordøstasiatisk som en gul figur. Termen gul benyttes bl.a. for at markere, at man godt kan være asiatisk og ikke-gul. Gul som en positiv etnisk-racial identitetspolitisk kategori er mindre udbredt end det fx er tilfældet med sort. Af eksempler på positive og kritisk bevidste gule associationer kan nævnes det berømte essay The Emergence of Yellow Power (1969) af den vrede unge asiatisk/japansk-amerikanske digter Amy Uyematsu eller, i nyere tid, Yellow Press fra det asiatisk-tyske initiativ Korientation: http://www.korientation.de/ (16.2.2016).
(4) I transkribering af koreanske navne, titler og begreber benyttes en modificeret version af McCune-Reischauer’s system, med undtagelse af navne der er bedre kendt i anden stavemåde fx Chun Doo-hwan eller Kimchi. Sydkoreanske film titler er undertegnedes fordanskede oversættelser af de koreanske originaltitler, i enkelte tilfælde af titler på engelsk. Ved første nævnelse gives produktionsåret i parentes efterfulgt af den koreanske titel og den engelske (såfremt en sådan findes) samt instruktørens navn. Information om filmene kan søges via de engelske titler på hhv.: http://test.kmdb.or.kr/eng/ og http://asianwiki.com/.
(5) “Det rige hvide vesten” er en samle-metafor for occidentalistiske forestillinger om vestlighed, særligt amerikanskhed, i den sydkoreanske mainstream.
(6) Etnonationalisme er en forkortelse af det lidet læservenlige postkolonial monoracial etnisk nationalisme. Koreansk nationalisme både i Nord- og Sydkorea har igennem det meste af den postkoloniale æra og koldkrigsårene været præget af intens etnonationalisme som en ufiks sammensmeltning af familie og nation, rent blod, etnicitet, race og kultur i formuleringen af en postkolonial vision for koreanskhed.
(7) Amerikansk koldkrigsfilm byder ligeledes på et væld af sådanne koalitionstemaer, hvor den internationale alliance allegoriseres i interracial het(ero)mance eller kammerateri. Mest kendt er nok Suzie Wong, pigen fra Hong Kong (1960. World of Suzie Wong) af Richard Quine.
(8) Se også (Hübinette, 2006, s. 100-102).
(9) Fra slutningen af 1960’erne steg migrationen fra Sydkorea, særligt til USA, og i midt-80erne var der nærmest tale om en masseudvandring med knapt 36.000 registrerede Amerika-emigrationer om året. I perioden 1988-1992 steg gennemsnitslønindkomsten markant og Sydkorea blev for første gang et mål for transnational arbejds- og giftermålsmigration.
(10) En signaturfilm for anti-(udlands)adoptionsparadigmet må være det socialrealistiske melodrama En verden uden mor (1977. Eommaeomneun Ha’neul A’rae / A World Without Mom) af Yi Weon-se. Filmen følger tre små søskende, der kæmper for overlevelse og for at blive sammen. Efter deres mors alt for tidlige død, mister faren, der er traumatiseret Koreakrigsveteran, besindelsen og indlægges på en psykiatrisk afdeling. De tre søskende er overladt til sig selv og må kæmpe for at blive sammen og for at undgå henvisning til børnehjemmet [koaweon] (hjem for “forældreløse” børn). Børnehjemmet og sidenhen transport til udlandet via adoption synes uundgåelig, men i den ellevte time bliver de tre frelst af lokalsamfundet, anført af en ung og progressiv lærerinde.
(11) Med etableringen af de vestlige velfærdssamfund og udbredelsen af de reproduktive rettigheder i form af økonomisk, juridisk og moralsk støtte til enlige forsørgere og legal/fri abort før den 12. svangerskabsuge (i Danmark fra 1973) faldt antallet af lokalfødte børn til adoption drastisk, hvilket kan ses som et skift fra en konservativ pro-life til en liberal/progressiv pro-choice ideologi.
(12) Der er forskellige definitioner af den koreanske nybølge men her refereres der til en formation af politiserede og revisionistiske minjung film, der fremkom med lempelsen af censurlovgivningen i 1987/1988 (fx Chilsu og Mansu (1988) af Park Kwang-su), men som tonede ud i midten af 1990’erne.
(13) For analyser af filmen, se (Ch’ae, 2004; Hübinette, 2006; Yoo & Wagner, 2013).
(14) For en kritisk diskussion af loven og dens tilblivelse fra 1997-2004, se (Park and Chang, 2005).
(15) Der er igennem hele filmhistorien tematiseringer af udlandsadoption, der ofte associeres med enten en mulighed eller en risiko, afhængig af den informerende ideologi. I de seneste år er fremstillingerne overvejende negative som fx i anti-adoptionsfilmen Barbie (2012) af Yi sang-u, der følger en lille pige med Amerika-feber, der til slut adopteres til USA af en amerikansk hvid mand, der agter at udnytte hende som organdonor til sin syge bio-datter.
(16) For en analyse, se (Hübinette, 2006, s. 188-199).
(17) Flere studier påpeger marginaliseringen af moderfiguren i film om adoption af heteromaskuline forfatterskaber, se fx (Park 2010).
(18) Angiveligt er karakteren Bob/Heon-t’ae inspireret af den koreansk-amerikanske adopterede og professionelle freestyle skiløber Toby Dawson (alias Kim Su-ch’eol) (f. 1978), der vandt en bronzemedalje for USA i Mogul under vinter-OL i Torino i 2006. Toby Dawson er siden blevet genforenet med sin bio-far og er remigreret til Sydkorea. I 2012 blev den sydkoreanske by Pyeongchang valgt som vært for Vinter OL i 2018 med Dawson som kulturel ambassadør for Sydkorea, og han er efterfølgende blevet udpeget som landstræner for det sydkoreanske freestyle skihold. Man fristes til at spørge, om det er livet der imiterer kunsten eller omvendt.
(19) Der er muligvis en transracial tematik her med reference til begyndelsen af moderne transnational adoption, hvor de fleste adopterede blev klassificeret som amerasisk hvide med amerikanske fædre. Der er med andre ord tale om en slags dobbeltkodning af James som både amerasisk hvid og nordøstasiatisk ’gul’ eftersom Daniel Henney som kulturel kendisfigur er profileret som amerasisk hvid mens Aaron Bates fremstår som nordøstasiatisk gul.
(20) For en læsning af dette motiv i Min far, se (Park, 2010).
(21) For en analyse af transracial adoption og forestillingen om den globale familie, se (Hübinette & Arvanitakis, 2012).
(22) Et godt eksempel på dette paradigmeskift er den kristne pro-adoptions- og Amerikafilm Farmand (2012. P’a’p’a / Daddy) af Han Ji-seung. Filmen følger den sydkoreanske fyr Ch’un-seop i USA som indgår et proforma ægteskab for at få opholdstilladelse og samtidig proforma-adopterer 6 børn af “alle racer”. Ved filmens slutning er Ch’un-seop vendt tilbage til Seoul, hvor han et år til Jul besøges af sine nu voksne adoptivbørn, hvilket kan også kan ses som en symbolsk ankomst for det nye multikulturelle og globale Seoul.

Bibliografi

• Barth, F. (1969/1994). Ethnic Groups and Boundaries. I W. Sollors (Red.), Theories of Ethnicity: Classical Reader (s. 294-324). London: Macmillian.
• Ch’ae, P.-s. (2004). The Study of “Third Space” in the Korean films about Korean Overseas adoptees: From the Perspective of Homi K Bhabha’s Postcolonialism. [Han’guk haeoeibyangin sojae yeonhwa-e nat’anan “che3-eui kong’gan”yeon’gu: Ho’mi paba-eui t’alssingmin iron-eul chungsim-euro]. (M.A.), Dongguk University, Seoul.
• Hübinette, T. (2006). Comforting an Orphaned Nation: Representations of International Adoption and Adopted South Koreans in South Korean Popular Culture. Seoul: Jimoondang.
• Hübinette, T., & Arvanitakis, J. (2012). Transracial Adoption, White Cosmopolitanism and the Fantasy of the Global Family. Third Text, 26(6), 691-703.
• Jenkins, R. (1994). Rethinking Ethnicity: Identity, Categorization and Power. Ethnic and Racial Studies, 17, 197-223.
• Kim, E. J. (2010). Adopted Territory: Transnational Korean adoptees and the Politics of Belonging. Durham & London: Duke University Press.
• Park, J.-S., & Chang, P. Y. (2005). Contention in the construction of a global Korean community: The case of the Overseas Korean Act. Journal of Korean Studies, 10(1), 1–27.
• Park, S. Y. (2010). Transnational Adoption, Hallyu and the Politics of Korean Popular Culture. Biography, 33(1), 151-166.
• Rothschild, M. (1988). Babies for Sale. Koreans make them, Americans buy them. The Progressive Magazine, 52(1), 18-23.
• Yoo, J. Y., & Wagner, K. B. (2013). Transnational Adoption in Korean Cinema. Partial Citizens and Nationalism on Screen. Third Text, 27(5), 659-673.