Lene Myong
I 2015 blev DanAdopt (tidligere Glemte Børn) og AC Børnehjælp (tidligere Adoption Center) formelt fusioneret under navnet Danish International Adoption (DIA). DIA er pt den eneste organisation, som er akkrediteret til at formidle transnationale adoptioner i Danmark. I anledning af sin 1-års fødselsdag har organisationen offentliggjort to tekster på sin hjemmeside.
Den ene, ”DIA fylder 1 år”, er signeret af Robert Jonasen, DIAs direktør (se link), mens den anden opridser dét, der betegnes som organisationens forhistorie (se link).
Tak til adoptanterne
I sin gennemgang af DIAs første år skriver Robert Jonasen, at organisationen har måttet koncentrere sig om at blive genakkrediteret i de lande, som DanAdopt og AC Børnehjælp samarbejdede med, men også at der har været behov for at tilpasse organisationen i forhold til økonomi- og sagsstyring. Fordi det har haltet med den eksterne kommunikation, takker Jonasen derfor alle de adoptanter, som på grund af fusionen ”måtte gennemleve følelsesmæssige rutsjeture”.
Ifølge Jonasen vil DIA fremover fokusere på bedre at kunne assistere adopterede med familiesøgning og information (det vil sige forbedring af PAS), men organisationen ønsker også at blive en af de bedste adoptionsformidlere i Europa. Dette skal ske gennem social innovation og faglig opkvalificering, så adoptionsformidling ikke fortsætter som hidtil.
Jonasen signalerer dermed, at DIA er slået ind på en helt ny kurs, og at organisationen er investeret i at ændre på rammerne for formidlingsarbejdet. Der efterstræbes tilmed ”en kritisk holdning i alle de faser af en adoption vi som formidlende organisation indgår i”, ligesom DIA ønsker at præge tænkning omkring adoption og ikke mindst at ”tilføre nogle af de nuancer i debatten som, vi mener, har manglet.”
Fremstillingen af DIA som en forandringsvillig, innovativ og (selv)kritisk organisation, der ser sig selv i stand til at nuancere adoptionsdebatten, er særlig interessant, når man bagefter læser organisationens fortælling om egen historie. For selvom ”Forhistorien til DIA” sandsynligvis ikke er tænkt som en grundig historisk gennemgang af de danske adoptionsbureauers virke, men nærmere som en kort opsummering af en række begivenheder, der er gået forud for DIAs etablering, så fremstår fortællingen stærkt problematisk og selektiv.
Hvordan skal vi forholde os til historien?
I ”Forhistorien til DIA” fremskrives transnational adoption dels som et resultat af humanitære ønsker om at hjælpe ”børn i efterkrigstidens Tyskland, der levede under kummerlige vilkår”, dels som en konsekvens af at antallet af dansk-fødte børn til bortadoption faldt i slutningen af 1950’erne. De danskere, der ønskede at adoptere, orienterede sig derfor mod andre lande.
I DIAs omtale af de tidlige adoptioner bliver det i eufemistiske vendinger antydet, at trafikken af børn fra Tyskland til Danmark i tiden efter Anden Verdenskrig ikke var uden problemer:
”For nogle af de tyske børn var det godt at komme til Danmark, men i mange tilfælde gik det desværre galt, og børnene endte med at blive flyttet videre til nye familier eller sendt tilbage til Tyskland. Derfor begyndte barnløse par at tage sagen i egen hånd, og i 60´erne kom der både børn fra tyske og østrigske børnehjem til Danmark – fortrinsvis mulatbørn. Adoptanterne måtte tit selv ordne alt det praktiske omkring deres adoption, og det var ikke uproblematisk.”
Som det fremgår af citatet, vedgår DIA, at der var ting, som ”gik galt”. Teksten iværksætter med andre ord en retrospektiv anerkendelse af, at det ikke var uproblematisk, at entreprenante danskere kunne starte bilen og køre mod Tyskland for på eget initiativ at tage børn i pleje med henblik på at adoptere dem (eller sende dem tilbage). Det er dog tankevækkende, at det, der ”gik galt”, bliver nævnt som en fuldstændig udramatisk dimension af DIAs ”forhistorie”, der hverken påkalder sig nærmere forklaring eller dybere selvransagelse.
En af de ting, som DIA undgår at nævne, er, at mange af de tidlige transnationale adoptioner i 1950erne og 1960erne kom i stand på ulovligt grundlag. Dette er beskrevet i Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand-Pallesens bog Børneimporten (Kristeligt Dagblads Forlag, 2013), som også dokumenterer nogle af de levede erfaringer med overgreb, vold og racisme, som tyske adopterede gjorde sig i hvide danske familier.
Som man kan læse i bogen, var det på daværende tidspunkt ikke lovligt for privatpersoner, at formidle kontakt mellem potentielle adoptanter og børnehjem/børneforsorgen i Tyskland. Denne regel lykkedes det dog Tytte Botfeldt og andre at omgå i mange tilfælde. Botfeldt, der dermed var en af de adoptanter, som tog ”sagen i egen hånd”, forblev i mange år en ledende figur i den danske adoptionsverden, herunder i Glemte Børn både før og efter organisationen formelt fik autorisation til at formidle adoptioner.
Spørgsmålet om de ulovlige adoptioner, og hvad der ”gik galt”, er interessant af flere årsager. For hvordan skal disse begivenheder håndteres i dag? Er det begivenheder, der (fortsat) skal opfattes som noget, vi har lagt bag os? Eller er det begivenheder, som netop kalder på at blive undersøgt mere systematisk? Og måske få konsekvenser i form af undskyldninger, kompensation eller placering af ansvar?
Hvis DIA virkelig anser disse begivenheder som en del af sin ”forhistorie”, er det nødvendigt, at organisationen aktivt udformer en stillingtagen og konkrete forslag til, hvordan implikationerne af dette skal håndteres. Vage tilkendegivelser af at der engang skete nogle problematiske ting forbliver en fuldstændig gratis gestus.
Når forhistorien slutter i 1969
I årene efter at Glemte Børn fik autorisation til at formidle adoptioner, førte interne stridigheder til, at organisationen brækkede over i to. Adoption Center blev oprettet i Aarhus i 1969, mens Glemte Børn etablerede sig i Birkerød. ”Forhistorien til DIA” hæfter sig ikke ved, hvad disse stridigheder handlede om. I stedet bliver 1969 fremstillet som det år, hvor ”forhistorien” slutter, idet der blev sagt farvel til det frivillige arbejde og goddag til to professionelle organisationer, som ”hver havde en bestyrelse bestående af medlemmer med forskellige og relevante kompetencer samt et professionelt kontorpersonale”.
Det kan dog diskuteres, om 1969 først og fremmest bør huskes som det år, hvor professionalisme og faglighed for alvor blev implementeret i dansk adoptionsformidling? Man kunne også huske 1969 som dét år, hvor Glemte Børn havde et underskud på 110.000 kr. og der var økonomisk krise i organisationen. Eller 1969 som det år, hvor Ole Brems blev valgt til formand for bestyrelsen i Glemte Børn – en post som Tytte Botfeldt overtog året efter, mens Brems blev valgt til næstformand. I årene derefter blev tre af Brems’ adopterede børn slået ihjel, og sammen med sin ægtefælle, Lise Brems, blev han dømt for vanrøgt, mishandling og vold mod børnene (Børneimporten 2013).
De spørgsmål, der rejser sig i forlængelse af dette, handler ikke kun om på hvis præmisser og med hvilke konsekvenser dansk adoptionshistorie bliver husket og (gen)fortalt. Men også om at udpegningen af 1969, som det år hvor de danske adoptionsbureauer professionaliseres og ”forhistorien” slutter, muliggør, at DIA slipper for at forholde sig til, hvordan sager om inkompetent forretningsførelse og adoptioner formidlet på stærkt tvivlsomt grundlag har fulgt både DanAdopt og AC Børnehjælp helt frem til fusionen i 2015 (se fx her og her) for ikke at nævne efter fusionen (se fx her).
Dét, som DIA dermed først og fremmest opnår med sin fortælling om ”forhistorien”, er at skabe en kronologi, hvor ulovligheder og problemer henlægges til tiden før 1969. Etableringen af en problematisk fortid, der finder sin afslutning i 1969, fungerer som et billede på alt det, som nutidens DIA har bevæget sig væk fra. Men de massive problemer, der har fulgt DanAdopt og AC Børnehjælp, også efter 1969, kunne ret beset betragtes som lige så væsentlige dele af DIAs (for)historie, idet de ikke kan opfattes som isoleret til enkeltpersoners handlinger. Disse problemer må derimod siges udgøre en integreret del af de institutionelle rammer, som DIA bygger videre på.
Med sin selektive historieskrivning usynliggør DIA både hvad de ting, der ”gik galt”, egentlig handlede om, og hvordan nogle af disse problematikker blev institutionaliseret med akkrediteringen af de danske adoptionsbureauer. Ved at etablere 1969 som skillelinje mellem ”forhistorie” og ”nutid” overskriver DIA dansk adoptionshistorie med en fortælling om professionalisme og faglighed i konstant bevægelse mod nye fremskridt.
DIAs version af ”forhistorien” tjener dermed mest af alt til at legitimere organisationen i et fremtidigt perspektiv og til at understøtte dens stærkt prøvede troværdighed. Derimod anvendes ”forhistorien” ikke som afsæt til at reflektere over, hvordan adopterede og oprindelige familiers rettigheder, integritet og menneskelighed har lidt overlast via transnational adoption. Og hvordan de levede og strukturelle konsekvenser af dette skal håndteres i dag.
Sket-er-sket-logik
Historie kan som bekendt fortælles på mange måder og fra mange vinkler. Min kritik handler mindre om at påpege ”historisk ukorrekthed” og mere om at spørge ind til hvordan og med hvilke konsekvenser, DIAs fremstilling af egen ”forhistorie” bidrager til at opretholde en sket-er-sket-logik. Denne logik former i udpræget grad forvaltningen af transnational adoption i Danmark, og den medfører, at selvom uretfærdigheder og lovovertrædelser finder sted i relation til adoption, så fører dette aldrig til retslige efterspil, fyringer eller ansvarsudpegning i forhold til de ansvarlige politikere, embedsmænd eller adoptionsbureauernes ledelser.
Man kan også sige det på den måde, at hvis man er blevet adopteret på forfalskede papirer og i modstrid med sine oprindelige forældres samtykke, så er det et faktum, man må affinde sig med. Den politiske vilje og fantasi rækker kun til at udtænke tiltag og Helhedsanalyser, der fremover skal sikre mere ”etiske” adoptioner (hvad det så end betyder) – ikke til at drage de ansvarlige til ansvar eller til at forpligte sig på en systematisk kulegravning af, hvordan børn er blevet formidlet til adoption.
Dette fortæller noget om, at det liv, vi som adopterede lever i regi af vores (hvide) danske familier, er urørligt. Dette livs forstillede kvalitet, berettigelse og værdi annullerer så at sige enhver kriminel eller problematisk handling, der måtte have fundet sted i ”fortiden” – i de liv vi har levet og kunne have levet.
Set i det lys er det ikke overraskende, at DIAs direktør sender en personlig tak til de hårdt prøvede adoptanter. For det er i sidste ende deres behov og følelser, som de danske adoptionsbureauer har taget hånd om – både før og nu.