Michala Yun-Joo Schlichtkrull
Som adopteret mødes man ofte med nogle ganske bestemte forestillinger om og forventninger til, hvad det vil sige at være adopteret. De forestillinger og forventninger tager som oftest udgangspunkt i biologiske rødder og slægtskaber. Transnationalt adopterede konfronteres i forlængelse heraf med en forventning om at ville udforske deres biologiske ophav ved at opspore deres oprindelige slægtninge.
Det betyder, at adopterede overvejende positioneres som kriseramte på deres identiteter, som befindende sig i en kontinuerlig identitetskrise, fordi de ikke kender deres ophav. Den begunstigelse af det biologisk definerede slægtskab afspejler tilstedeværelsen af en biologisk oprindelsesdiskurs i det aktuelle samfund, hvor slægt tillægges central betydning for identitetsdannelsen. Samtidig er den forståelse set i et bredere perspektiv knyttet til generelle forestillinger om, hvad der i det aktuelle samfund konstituerer det gode, lykkelige liv, og i forlængelse heraf opfattelsen af, at den vellykkede tilværelse i høj grad også er en identitetssøgende tilværelse.
Med filosoffen Charles Taylors autenticitetsideal (1) som perspektiv betyder det, at identitet i den aktuelle autenticitetskultur er noget den enkelte må opdage i sig selv ved at udforske sit eget indre potentiale som en nødvendig brik i det vellykkede livs puslespil.
Den privilegering af biologiske rødder produceres for eksempel af et tv-program som DRs Sporløs, og det er den (forenklede) fortælling om adoption som en “god historie”, hvor den ulykkelige adopterede higer efter lykkelig (gen)forening med sine oprindelige slægtninge, langt de fleste i det danske samfund kender til. Sporløs er på den måde med til at konstruere almene forestillinger om det biologiske slægtskabs betydning for den vellykkede, identitetssøgende tilværelse. Programmet viser først og fremmest, at adoption grundlæggende handler om biologi og i forlængelse heraf, at man som adopteret bliver lykkelig ved at søge tilbage til sin oprindelse, finde sine rødder og derigennem sig selv.
Med affektteoretikeren Sara Ahmed som perspektiv, fungerer Sporløs dermed som affektiv økonomi (2), fordi den slægts- og identitetsforståelse der er på spil i programmet cirkulerer gennem kontinuerlig reproduktion i samfundet. Alternative fortællinger om adoption, som for eksempel ikke handler om rødder, fremstår i den sammenhæng ofte “skæve” eller forkerte, fordi de falder uden for den normative forståelse af adoption som et spørgsmål om at (op)søge og (gen)finde.
Inden for det voksende felt af dansk adoptionslitteratur beskæftiger man sig imidlertid med andre komplekse problematikker såsom racisme, ulige magtstrukturer og økonomisk skævvridning relateret til adoption – frem for at fokusere på biologien. Forfattere som Maja Lee Langvad og Eva Tind Kristensen, der begge har adoptionsbaggrund, viser i deres værker, at adoption handler om langt mere end rødder. Forfatterne forsøger således at sætte ord på adoptionserfaringen ved at problematisere adoptionssystemet, som vi kender det og belyse tabuiserede aspekter af transnational adoption.
I Find Holger Danske (2006) kritiserer Maja Lee Langvad eksempelvis almene forestillinger om transnational adoption som en overvejende altruistisk gerning fri for de store etiske problemstillinger, fordi adoptionen overvejende betragtes som den bedste løsning for alle implicerede parter. Det er strategier som vrede og indignation, der er den primære drivkraft for Langvad, og hun benytter omskrivning og gentagelse til at skabe et humoristisk og sarkastisk litterært univers bestående af digte, talemåder, spørgeskemaer og rablende remser i ét stort mix.
Langvad leger med sproget og ordenes bogstavelighed, eksemplificeret med værkets titel, og i første del omskriver hun for eksempel den alment kendte talemåde “blod er tykkere end vand” til “blæk er tykkere end vand” (p. 7). Det gør hun for at illustrere, hvordan hittebarnet fra Seoul, Chun Bok Lee, gennem “blækkets bånd” blev til Maja Lee Langvad, født i Kastrup lufthavn, Danmark, den 27. marts 1980 (p. 13). I en vestlig optik er der på den måde intet før adoptionen, den adopterede fødes i Kastrup lufthavn, og det er visuelt illustreret af to versioner af Langvads personlige adoptionspapirer. Med mærkaten “ønskebarn” på den omskrevne version af adoptionspapirerne problematiserer Langvad i forlængelse heraf den overvejende positive værdi, adoption tillægges i det aktuelle samfund, som en lykkelig historie, hvor forældreløse børn i nød og ulykkelige barnløse forældrepar fra Vesten forenes ud fra et heteronormativt ideal om den lykkelige, hele kernefamilie.
Gennem sin nyerhvervede status som sine (adoptiv)forældres ønskebarn påpeger Langvad imidlertid, at hun som nyslået ønskebarn samtidig fratages sin status som sine oprindelige forældres barn. Adoptionspapirerne anvendes i den sammenhæng til at sætte fokus på den globale, økonomiske ulighed, der betinger fænomenet transnational adoption som sådan, når (vestlige) adoptanter tildeles et eksklusivt forældreskab, mens førsteforældrene (i det globale Syd) mister deres rettigheder som forældre. På den måde viser Langvad, hvordan transnational adoption i praksis reproducerer (hetero)normative forståelser af familiestrukturer og slægtskaber ved at skelne mellem biologisk slægtskab over for socialt slægtskab som to adskilte kategorier, frem for at muliggøre udvidede og knap så normative former for slægtskaber, hvor man ikke nødvendigvis tænker i “rigtige” og “forkerte” forældreskaber. Kan man for eksempel ikke, med det aktuelle samfunds sammenbragte familier, forestille sig at have flere sæt forældre?
Det handler således først og fremmest for Langvad om at sætte fokus på den idealiserede forestilling om transnational adoption som en “god historie”, der i det aktuelle samfund tilskrives overvejende positiv værdi. I den forbindelse har hun udformet tre forskellige spørgeskemaer: et til sin førstemor, et til sin adoptivmor og et til sig selv, der på forskellig vis beskæftiger sig med fortrængte og tabuiserede aspekter af transnational adoption, som almindeligvis ikke debatteres, fordi de ikke passer ind i den normative, lykkelige adoptionsfortælling. Eksempelvis “spørger” Langvad sin adoptivmor om følgende (pp. 14-16):
“Hvorfor valgte du at adoptere:
. a) Fordi du ikke kunne blive gravid?
. b) Fordi du ikke ville være gravid?
. c) Fordi du gerne ville gøre en god gerning?
. d) Fordi du ikke ville risikere en videreførelse af dine gener med hensyn til udseende,
karaktertræk, arvelige sygdomme eller andet?
. e) Fordi det forekom dig at være eksotisk?
. f) Andet?”
“Har du nogensinde fortrudt, at du adopterede?”
“Betragter du det, at du og jeg er blevet bragt sammen, som en tilfældighed, eller mener du, det er skæbnen, der har bragt os sammen?”
“Er jeg efter din mening et ønskebarn? Og hvis ja: Bør jeg være taknemmelig for det, og i så fald hvem bør jeg være taknemmelig?”
Mens hun stiller følgende spørgsmål til sin førstemor (pp. 9-11):
“Har du nogensinde fortrudt, at du bortadopterede mig?”
“Mener du, at du har svigtet mig, eller mener du, at du netop ikke har svigtet mig, ved at bortadoptere mig?”
“Hvis du føler skyld, fordi du bortadopterede mig: Kan du da tilgive dig selv, eller er skylden utilgivelig?”
Og afslutningsvis “spørger” sig selv om følgende (pp. 21-23):
“Ville du ønske, at du var blevet bortadopteret til et andet land? Og hvis ja: Hvilket?”
“Ville du ønske, at det ikke var din adoptivmor, som havde adopteret dig?”
“Kan du forestille dig, at du ikke kan lide din biologiske mor?”
“Mener du, at din biologiske mor har svigtet dig, eller mener du, at hun netop ikke har svigtet dig, ved at bortadoptere dig?”
Det er spørgsmål, der alle peger på komplekse problemstillinger inden for transnational adoption, som almindeligvis ikke artikuleres. Selvom spørgeskemaerne umiddelbart kan opfattes som en form for opsætsig kritik af Langvads mødrene ophav, kan spørgsmålene også forstås ud fra et bredere perspektiv, idet de først og fremmest har til formål at problematisere almene forestillinger om adoption som en “god historie” ved at stille de spørgsmål, man ikke må stille. Emner som svigt og skyldfølelse er tabuiserede i forbindelse med transnational adoption, fordi det at give forældreløse børn et hjem i Danmark generelt opfattes som en medmenneskelig, god gerning, hvor nødlidende børn og ulykkelige barnløse forældrepar matches i lykkelig forening. Som adopteret vokser man således op med en forestilling om, at man skal være taknemmelig, fordi man har fået muligheden for et bedre liv. Så enkelt er det imidlertid ikke ifølge Langvad, der anvender spørgeskemaerne til at sætte fokus på andre aspekter af adoptionserfaringen. Hendes spørgsmål om svigt, ønskebørn og gode gerninger kan i det perspektiv forstås som udfordrende generelle forestillinger om adoption som et relativt uproblematisk og vellykket fænomen, hvor alle implicerede parter vinder.
Eva Tind Kristensen befinder sig i digtsamlingen, Do/도 på samme fortrængte spor som Langvad, og det er særligt følelsen af udskiftelighed og det tabuiserede tilfældighedsaspekt af transnational adoption, der er i fokus for hende. Værket er bygget op omkring et spejlende modsætningsforhold mellem det koreanske og det danske, visualiseret allerede med værkets titel, Do over for det koreanske ord 도 (Do).
Udskifteligheden er visuelt illustreret via de i værket genkommende fotografier af forskellige familier portrætteret i hjemlige omgivelser, i sofaarrangementer eller rundt om spisebordet (for eksempel pp. 8-9). Der er to fotografier for hver familie, på det ene ses et sæt forældre med deres voksne datter, på det andet har Tind Kristensen selv indtaget datterens plads.
Fotografierne har til formål at illustrere, at et af vilkårene for transnationalt adopterede i praksis er, at det er tilfældigt hvilke forældrepar og hvilke børn, der ender med at blive bragt sammen. I den ene billedlige kontekst figurerer (adoptiv)familiens “rigtige” datter således, mens Tind Kristensen bliver “fremmed” og “forkert” datter i den anden kontekst. Som teksten “Adoptivbarn” (p. 51) pointerer, er hun på den måde “klippet ind” i en lykkelig (kerne)familie:
“find et billede af en lykkelig familie. find et billede af dig selv, som du husker, du så ud som barn. fotokopier dit eget billede op eller ned, til det har en passende størrelse i forhold til det familiefoto, du har valgt. klip dit ansigt ud, og påfør bagsiden et tyndt lag lim. placer dit ansigt på den person i billedet, du helst vil være. lad det tørre”.
Med “Adoptivbarn” og de forskellige fotografier understreger Tind Kristensen således, i lighed med Langvad, at dominerende konstruktioner af slægtskab i det aktuelle samfund struktureres ud fra et ideal med et begrænset antal forældre. Spørgsmålet er i forlængelse heraf, om man nødvendigvis skal tage stilling til “rigtige” og “forkerte” forældrepar og “rigtige” og “forkerte” slægtskaber? Det handler således for Tind Kristensen om at dekonstruere den normative slægtskabs- og familieforståelse, som vi i forhold til transnational adoption blandt andet kender fra Sporløs, hvor nogle forældre anses som de “rigtige” – artikuleret gennem “urigtigheden” af andre forældreskaber – og Tind Kristensen forsøger således at problematisere, hvad der sker, når transnationalt adopterede kontinuerligt konfronteres med normative forståelser af slægtskab.
Udskifteligheden behandles hos Tind Kristensen ligeledes i et racemæssigt perspektiv i tekststykkerne “Reklame”:
“jeg er kineser i en reklame for kinesiske forårsruller, indtil hun spørger, om jeg er japaner? jeg siger, jeg er koreaner af oprindelse, og hun siger, at jeg ligner en japaner, og at kunden ikke vil hyre mig, fordi kunden er kineser, og han kan se dét, altså at jeg ikke er kineser, at jeg ligner en japaner. for meget” (p. 88)
“jeg er kineser i et postordrekatalog. det er en reklame for makeup. jeg kommer for sent. hun siger, jeg lugter af øl. hun klipper mit pandehår helt lige med en metalsaks, det ser mere kinesisk ud, siger hun” (p. 89).
Det er tekster, der hver især indfanger følelsen af at være racialt andetgjort, og som samtidig afspejler den afmagt og frustration, man føler, når man på baggrund af sit ikke-hvide udseende positioneres som “fremmed” i de hjemlige danske omgivelser, ligeledes eksemplificeret med det hjemlige miljø på de før omtalte fotografier. Det at ligne en japaner “for meget” eller at “se mere kinesisk” ud med skarpt pandehår illustrerer på den måde den umiddelbare kropslige uigenkendelighed der er et af vilkårene i en tilværelse som transracialt og transnationalt adopteret, når man er ikke hvid, men adopteret og samtidig dansk.
Det betyder nærmere bestemt, at Tind Kristensen med teksternes fokus på den raciale udskiftelighed påpeger, at race og, hvad man kan betegne, racial forskelssætten, har en betydning i forhold til transnationalt adopterede, selvom det ikke umiddelbart italesættes eller tillægges signifikant betydning i det danske samfund. Det er dermed den danske ”farveblindhed”, der her står for skud, og Tind Kristensen problematiserer, hvordan vi insisterer på, at race ikke har betydning, fordi vi har en forestilling om, at de hvide adoptanters kærlighed til den brune adopterede automatisk udvisker den racemæssige forskellighed.
Langvad behandler ligeledes det tabuiserede racemæssige aspekt af transnational adoption, og hun fokuserer på tilstedeværelsen af racisme i det danske samfund ved at skabe en gennemgående kobling mellem transnational adoption og den danske indvandrerdebat. Med referencer til den danske udlændingedebat formulerer Langvad ”Danskerloven”, og hun fremhæver med hjælp fra Politikens Slangordbog tilstedeværelsen af racistiske undertoner i det danske sprog:
“Kineserpik med det røde: lille knækpølse med ketchup, kineserpis: 1. te. 2. om noget der er dårligt, af ringe kvalitet, kinesersnot: dyt-båt-kinesersnot! 1. tag lige og flyt dig, du står i vejen! 2. udråb der angiver at noget er usædvanligt på en eller anden måde, kineserskæg: medisterpølse” (p. 31).
Langvad bruger racismeperspektivet til at kaste lys over den raciale forskelssætten som fortrængt problematik i forhold til transnational adoption, og hun problematiserer ligesom Tind Kristensen den idealiserede forestilling om “farveblindhed” i Danmark. I et samfund hvor raceproblematikker langt hen ad vejen fremstilles som et overstået kapitel insisterer Langvad, med sit racismeperspektiv, imidlertid på
tilstedeværelsen af eksklusion, marginalisering og diskrimination på baggrund af racemæssige forskelle.
I de to forfatteres værker bliver adoptionsfortællingen således en fortælling om mødet med racisme, ulige magtstrukturer og fremmedgørelse, der befinder sig langt fra den fokusering på rødder, som vi kender fra Sporløs. Hos både Langvad og Tind Kristensen er tilstedeværelsen af følelser som vrede, frustration og afmagt tydelig, og det kan i første omgang være en udfordring at læse ud over de følelser. Det er med andre ord vanskeligt ikke at læse sig fast i forfatternes vrede, fordi de udfordrer det dominerende, romantiske billede af transnational adoption og kritiserer, at adoption ikke almindeligvis anses som et fænomen med strukturelle problematikker. Imidlertid skaber følelser som vrede, afmagt og frustration nogle bestemte livssituationer for forfatterne, som åbner op for alternative udlægninger af adoptionserfaringen. På den måde bliver vreden, frustrationen og afmagten strategier, som forfatterne skriver ud fra, og værkerne fungerer således ikke blot som vredesudbrud møntet på adoptionsfænomenet som sådan, men som konstruktive bud på, hvordan vi også kan anskue transnational adoption som levet erfaring: gennem kunstneriske afsøgninger af fænomenets følelsesmæssige aspekter.
Artiklen er udgivet i en tidligere version i Trappe Tusind – Tidsskrift for litteraturvidenskab nummer 10, januar 2014.
Litteratur:
Ahmed, Sara: The Promise of Happiness, Duke University Press 2010
The Cultural Politics of Emotion, Routledge 2004.
Kristensen, Eva Tind: Do/도, Gyldendal 2009.
Langvad, Maja Lee: Find Holger Danske, Borgen 2006.
Schlichtkrull, Michala Yun-Joo Skjødt: Transnationalt adopterede som affect aliens, kandidatspeciale ved Moderne Kultur og Kulturformidling, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet 2012.
Taylor, Charles: The Ethics of Authenticity, Harvard University Press 1991.
Noter:
(1) ”Being true to myself means being true to my own originality, and that is something only I can discover. In articulating it, I am also defining myself. I am realizing a potentiality that is properly my own. This is the background understanding to the modern ideal of authenticity, and to the goals of self-fulfillment or self-realization in which it is usually couched. This is the background that gives moral force to the culture of authenticity, including the most degraded, absurd or trivialized forms. It is what gives sense to the idea of ’doing your own thing’ or ’finding your own fulfilment’” Taylor 1991: 29.
(2) ”… emotions work as a form of capital: affect does not reside positively in the sign or commodity, but is produced as an effect if its circulation” Ahmed 2004: 45.