Af Lene Myong
Den 8. april 2018 bragte Politiken et stort interview med Pelle Hvenegaard, som har adopteret et barn fra Sydafrika. Siden 1960erne har danske medier flittigt bidraget til at fremstille transnational adoption, og især adoptanter, på fejrende vis, og interviewet i Politiken føjer sig desværre til denne tradition. Selvom adoptanter i dag (i bedste fald) får stillet et eller to obligatoriske spørgsmål om adoptionskritik, sker det sjældent på måder, som rykker ved idealiseringen af adoption. De adoptionslogikker, som Hvenegaard hviler sig på, er velkendte, og har mødt kritik fra mange adopterede. Det er værd at gentage nogle af disse pointer.
I interviewet fremfører Hvenegaard at: ”I den perfekte verden var der ikke børnehjemsbørn og gadebørn og folk, der slog eller voldtog deres børn. Men så længe der er børn, der ingen forældre har, synes jeg, de fortjener nye forældre. Jeg er på nippet til at sige, at det er et halvnationalistisk argument at mene, at de børn skal blive i det land, hvor de er født.”
Den sidste sætning er en voldsom fordrejning af de argumenter, som adoptionskritikere har fremført. Jeg og mange andre har netop argumenteret for, at afvikling af det transnationale adoptionssystem, som vi kender det i dag, må kædes sammen med krav om økonomisk omfordeling, migrationspolitisk forandring og omstyrtning af det familieideal, som netop gør det svært at være barnløs. Sidstnævnte er noget, som Hvenegaard selv beskriver, og som jeg er enig i udgør et stort problem. Spørgsmålet er, hvorfor det skal løses gennem transnational adoption?
Som det er blevet fremført tidligere, så er transnational adoption betinget af, at forældre, udvidet familie eller andre omsorgspersoner afgiver eller bliver frataget børn. Det transnationale adoptionssystem er netop ikke et tilbud om, at børn der befinder sig i en sårbar position kan migrere sammen med deres familier. Betingelsen for, at vi som adopterede er blevet en del af den danske velfærdsstat, er lige præcis fratagelsen af denne mulighed. Som adopterede er vi velkomne, fordi vi bliver migreret alene, uden vores oprindelige familier, og fordi vi udfører et affektivt arbejde i de familier, vi bliver adopteret af. Samtidig bidrager transnational adoption til at skabe en selvforståelse af den danske velfærdsstat som tolerant og anti-racistisk – særligt i en tid hvor racistiske logikker præger dansk politik.
Hvorfor bliver dette IKKE anset som nationalistisk eller som en form for statsracisme?
Den adoptionskritiske aktivisme har i høj grad forsøgt at udforme en politisk platform, som forholder sig solidarisk med andre migrant- og minoritetsgrupper (se fx Adoptionspolitisk Forums aktiviteter). Hvenegaards påstand om, at adoptionskritik drives af en idé om, at ’børn skal blive i de lande, hvor de er født’ er derfor forkert og på grænsen til manipulerende, men får ikke desto mindre lov til at stå uimodsagt i interviewet.
Ligesom mange andre ser Hvenegaard transnational adoption som en intervention, der løfter børn ud af død og elendighed (jf. opremsningen af børnehjemsbørn, gadebørn, vold og voldtægt). Fortællingen er voldelig på flere niveauer, men især fordi den bestyrker os i forestillingen om adoption som sidste og bedste livsbetingelse. Den får os ikke til at diskutere alternativer til adoption, den åbner ikke op for andre investeringer, eller nye måder at tænke liv på. Tværtimod leder den al vores identifikation, omsorg og tankekraft hen mod den hvide kernefamilies behov.
Det er den forståelseshorisont, adoptionskritikken har udfordret.